LA2 har gennem de senere år fået stor opmærksomhed på det sociale område. For mange er kendskabet til LA2 opstået gennem Socialstyrelsens arbejde med at styrke indsatser, der kan reducere konflikter, magtanvendelser og andre voldsomme episoder på sociale tilbud. 

Det har haft stor betydning for udbredelsen af metoden. Samtidig har det betydet, at LA2 nogle steder primært forbindes med konfliktnedtrapning, low arousal og arbejdet med forebyggelse af voldsomme episoder. 

Men når LA2 især forstås gennem denne del af arbejdet, risikerer nogle af de grundlæggende principper bag tilgangen at få mindre opmærksomhed. 

LA2 er udviklet af SOPRA, og metoden bygger på langt mere end konkrete planer og håndtering af udadreagerende adfærd. Centralt står arbejdet med trivsel, indefraperspektiv, mestring og menneskers mulighed for at få reel indflydelse på eget liv. 

Når jeg arbejder med LA2, oplever jeg, at det mest virksomme ikke nødvendigvis opstår i arbejdet med planerne, men når principperne bag LA2 gradvist bliver en del af kulturen og en naturlig del af måden, vi møder mennesker på i hverdagen. 

LA2 bygger på menneskers indefraperspektiv 

Et af de mest centrale principper i LA2 er forståelsen af, at mennesker er eksperter i eget liv. Det lyder umiddelbart enkelt, men i praksis udfordrer det en måde at arbejde på, som mange fagprofessionelle vil kunne genkende. 

Inden for det specialpædagogiske arbejde observerer, vurderer og analyserer vi ofte situationer ud fra den faglige viden og erfaring, som vores profession bygger på. 

Men faglig viden giver os aldrig automatisk adgang til andre menneskers oplevelse af deres eget liv. To mennesker kan stå i præcis samme situation og opleve noget helt forskelligt, og netop derfor har indefraperspektivet en så central placering i LA2. 

Når vi arbejder med LA2, forsøger vi aktivt at forstå personens egen oplevelse. 

• Hvad skaber trivsel? 
• Hvad giver mening? 
• Hvad opleves som belastning? 
• Hvad er vigtigt for personen selv? 
• Hvilke erfaringer har personen allerede med det, der virker? 

Noget af det mest værdifulde ved LA2 ligger efter min erfaring netop her. Faglig viden bliver sjældent hjælpsom alene. Den får først for alvor værdi, når den bringes sammen med personens egne erfaringer, perspektiver og oplevelse af eget liv. 

Det ligger tæt op ad forståelsen af dobbeltperspektivet, som beskrives i SOPRAs metodehæfter, hvor mennesket forstås som erfaringsekspert i eget liv og den fagprofessionelle bidrager med sin faglige ekspertise. 

LA2 er blandt andet udviklet med tydelig inspiration fra recovery-orienteret tænkning, som gennem mange år har præget arbejdet i psykiatrien. Her bliver håb, drømme, ønsker og personlige mål en naturlig del af det faglige arbejde.

Spørgsmålet Hvad er vigtigt for dig? bliver derfor en vigtig påmindelse om, at vi som fagprofessionelle aldrig kan forstå et menneskes liv fuldt ud, hvis vi ikke samtidig er nysgerrige på menneskets eget perspektiv.

Når mennesker oplever, at deres eget perspektiv faktisk får betydning for det, der sker omkring dem, ser vi ofte en helt anden villighed til at samarbejde og engagere sig i det fælles arbejde.

Hvorfor skaber indflydelse ofte bedre samarbejde?

En del af forklaringen finder vi i Selvbestemmelsesteorien, som beskriver tre grundlæggende psykologiske behov, som har stor betydning for menneskers trivsel og motivation. 

• Autonomi handler om behovet for at opleve indflydelse på eget liv.
• Kompetence handler om oplevelsen af at kunne mestre situationer og lykkes med det, som er vigtigt for én selv.
• Samhørighed handler om relationer præget af respekt, tryghed og oplevelsen af at høre til.

De principper er tydelige i LA2, men de er samtidig genkendelige langt uden for det specialiserede socialområde.

Hvis vi går til lægen med smerter, forventer vi naturligvis, at lægen bringer sin faglige viden i spil. Men hvis lægen hurtigt vurderer situationen og fortæller, hvad der nu skal ske, uden at spørge hvad smerterne betyder for dig, hvad du allerede har forsøgt, eller hvad du selv håber på, vil mange opleve, at noget væsentligt mangler.

Vurderingen kan være fagligt korrekt, men samarbejdet bliver ofte stærkere, når vores eget perspektiv også får plads.

Det gælder i sundhedsvæsenet. Det gælder på det specialiserede socialområde. Og det gælder i mange af de relationer, vi indgår i gennem livet.

LA2 som ledelsesgreb og fælles menneskelig tilgang

Jeg har gennem den seneste tid fulgt ledere, som har arbejdet med prøvehandlinger inspireret af LA2 i samarbejdet med medarbejdere.

Da lederne begyndte systematisk at være mere nysgerrige på medarbejdernes indefraperspektiv og egne oplevelser, skete der en ændring i samarbejdet.

Når samtaler om trivsel, motivation, mening og oplevelsen af at lykkes fik større plads, oplevede medarbejderne i højere grad at blive hørt og få indflydelse på forhold, som påvirkede deres egen hverdag.

Samtidig fik lederne en langt dybere forståelse af de mennesker, de stod i relation med. Én leder har fortalt, at når de samme principper bruges i samarbejdet med nye medarbejdere, skaber det hurtigt psykologisk tryghed og giver bedre mulighed for at få øje på belastninger, før de vokser sig store.

Hvis vi selv ønsker at blive mødt med respekt, nysgerrighed, forståelse og reel mulighed for at få indflydelse på forhold, der har betydning for vores eget liv, hvorfor skulle det perspektiv så kun gælde mennesker med støttebehov?

Måske er noget af forklaringen på, at LA2 ofte virker i praksis, at metoden bygger på forhold, som ikke kun har betydning for mennesker med støttebehov, men for mennesker generelt.

Vi ser de samme principper udfolde sig i mange relationer:

• Når vi forsøger at forstå vores 5-årige barn
• Når vi taler med vores teenagere
• Når vi samarbejder med kollegaer
• Når vi selv sidder overfor andre mennesker, som forsøger at hjælpe os

Jo mere jeg arbejder med LA2, desto tydeligere bliver det for mig, at LA2 rummer noget langt større end metodearbejde og i stigende grad peger mod et menneskesyn, som rækker langt ud over socialområdet.

Mestring handler om at kende sine egne betingelser for succes

Et andet vigtigt perspektiv i LA2 er arbejdet med mestring. Vi har ikke de samme forudsætninger hver dag. Nogle dage har vi energi og overskud. Andre dage er vi trætte, pressede eller har brug for at gøre tingene i et andet tempo.

Det gælder mennesker med behov for støtte, men det gælder i lige så høj grad os alle andre.

Vi kender det fra hverdagen, når vi beslutter os for at få ordnet haven, male et rum eller tage fat på en opgave, som længe har virket uoverskuelig. Men vi planlægger ofte ud fra de dage, hvor vi har mest overskud.

Hvis målet er at få ordnet haven, behøver vejen derhen ikke se ens ud hver gang. Nogle dage har vi energi til at klippe hækken, andre dage giver det mening blot at få ordnet et enkelt bed, og nogle dage har vi brug for hjælp eller må vælge en mindre opgave end først planlagt.

Vi kan stille os selv nogle enkle spørgsmål for bedre at mærke, hvad der passer til vores aktuelle trivsel og overskud:

• Kan jeg spurte over bumpet i dag — eller skal jeg gå?
• Har jeg brug for hjælp til at komme over?
• Eller er det bedre at tage en genvej?

Mestring handler ofte om at kende sig selv godt nok til at kunne mærke, hvad man faktisk har forudsætninger for lige nu.

Erfaringen med at kunne lykkes bliver ofte afgørende for, om mennesker får mod på at forsøge igen næste gang.

Trivsel er en del af fundamentet

Hvis LA2 først bringes i spil, når mennesker allerede befinder sig i mistrivsel eller konflikt, kommer vi ofte sent ind i arbejdet. En stor del af det forebyggende arbejde ligger i det, der sker længe før situationer udvikler sig.

Når mennesker oplever indflydelse, bliver lyttet til, får mulighed for at mestre deres egen hverdag og indgår i relationer præget af respekt og deltagelse, styrkes samtidig deres mulighed for at håndtere belastning og modgang.

Aaron Antonovsky beskrev, hvordan mennesker bedre håndterer belastning, når livet opleves som forståeligt, håndterbart og meningsfuldt. Det perspektiv ligger tæt på den del af LA2, hvor arbejdet med trivsel ikke forstås som fravær af konflikt, men som arbejdet med at skabe betingelser, hvor mennesker bedre kan håndtere belastninger, før de vokser sig store.

Jeg oplever ofte, at når principperne bag LA2 bliver en naturlig del af kulturen og præger måden mennesker møder hinanden på, så er det her, LA2 bliver mest virkningsfuldt.

Trivselsøer og behovet for at lade op

I LA2 arbejder vi blandt andet med at blive mere opmærksomme på de steder, relationer og aktiviteter, som hjælper os med at genfinde energi og balance i hverdagen. Sopra bruger begrebet trivselsøer for dette. 

Trivselsøer er de steder, aktiviteter, relationer og oplevelser, som hjælper os med at finde energi og genopbygge balance. 

Vi har alle vores egne trivselsøer. Det kan være naturen, musik, familien, fysisk aktivitet, kreativitet, lydbøger eller bare stilhed og ro.

Noget af det værdifulde ved LA2 er, at arbejdet med trivsel bliver konkret. Ikke kun som en forståelse af mistrivsel eller belastning, men også som en nysgerrighed på det, der faktisk hjælper mennesker med at have det godt.

Når vi bliver mere opmærksomme på, hvad der giver energi og skaber balance i hverdagen, bliver det ofte også lettere at forstå, hvad vi har brug for, når livet begynder at føles mere krævende.

Afrunding

Gennem denne artikel har jeg forsøgt at pege på, at noget af det mest virksomme ved LA2 ofte findes i de principper, der ligger bag metoden.

• Menneskers behov for trivsel
• Oplevelsen af mestring
• Retten til indflydelse på eget liv
• Menneskers mulighed for reel deltagelse i eget liv
• Relationer præget af respekt og forståelse.

Jo mere jeg arbejder med LA2, desto mere oplever jeg, at det stærkeste ved tilgangen opstår, når principperne bliver en del af kulturen og måden, vi møder mennesker på.

Derfor ser jeg i stigende grad LA2 som noget større end metodearbejde. Som en påmindelse om noget helt grundlæggende:

At det ofte er vores måde at møde mennesker på — mere end selve metoden — der afgør, om trivsel, udvikling og deltagelse bliver mulig.

Sammen om trivsel.

Indlægget LA2 – mere end low arousal og planer blev først udgivet på Sociale Visioner.

For samtidig arbejder vi i relationer, hvor der næsten altid er en eller anden form
for asymmetri.

Nogen har definitionsmagten.
Nogen sætter rammerne.
Nogen vurderer, hvad der er hensigtsmæssigt.
Nogen bestemmer ofte mere end andre.

Derfor tror jeg også, at refleksioner over magt er nødvendige — også når
intentionerne er gode.

Når styring bliver en del af
hverdagen

Jeg har den sidste tid tænkt en del over forskellen mellem straf, belønning og det
lidt provokerende begreb “bestikkelse”.

Ikke fordi jeg mener, at mennesker skal bestikkes, men fordi begrebet peger på noget interessant omkring magt og ligeværdighed.

I store dele af pædagogisk praksis arbejder vi fortsat med logikker, hvor adfærd
reguleres gennem konsekvenser:

• Hvis du gør det ønskede, opnår du noget.
• Hvis du ikke gør det ønskede, mister du noget.
• Hvis du reagerer uhensigtsmæssigt, får det konsekvenser.

Det kan være velmenende, men relationelt rummer det også en asymmetri:

• nogen definerer målet
• nogen vurderer adfærden
• nogen udløser konsekvensen

For hvornår bliver støtte til styring?
Hvornår bliver motivation til kontrol?
Og hvornår mister mennesker oplevelsen af reel indflydelse på eget liv?

Det var også derfor, jeg blev optaget af det lidt provokerende begreb
“bestikkelse”.

For selvom ordet umiddelbart lyder negativt, peger det måske på noget vigtigt
omkring ligeværdighed og forhandling.

I straf og belønning er det ofte én part, der definerer målet og konsekvensen.

I det, vi lidt provokerende kunne kalde “bestikkelse”, ligger der oftere en
forhandling:
Hvad er vigtigt for dig?
Hvad er vigtigt for mig?
Hvordan finder vi noget, begge parter kan være i?

Måske er det netop derfor, den tilgang nogle gange opleves mindre
konfliktskabende. Fordi begge parter får noget ud af situationen, og relationen
dermed bliver mere ligeværdig.

Selvbestemmelse,
medbestemmelse og motivation

Her kan selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory), udviklet af Deci
og Ryan, være relevant.
Teorien peger blandt andet på, at mennesker grundlæggende har behov for:

• autonomi
• kompetence
• samhørighed

Når mennesker oplever høj grad af kontrol og lav grad af indflydelse, påvirker
det ofte både motivation, trivsel og deltagelse.
Det betyder ikke, at struktur, støtte eller rammesætning er uvigtigt.
Men det betyder, at måden det sker på, får betydning.
For mennesker reagerer ikke kun på kravene i sig selv, men også på oplevelsen
af:

• at blive lyttet til
• at blive taget alvorligt
• at have indflydelse
• at blive mødt med respekt
• at have mulighed for deltagelse

Måske er det også derfor, samarbejde og forhandling ofte virker mindre
konfliktskabende end styring alene.
Ikke fordi alle ønsker kan opfyldes. Men fordi oplevelsen af medbestemmelse
ændrer relationen.

Magt og belastning

I arbejdet med mennesker i udsatte positioner bliver refleksioner over magt og medbestemmelse i socialfaglig praksis måske endnu vigtigere.

Mange mennesker i socialpsykiatrien og på handicapområdet har gennem livet
oplevet høj grad af styring og lav grad af indflydelse.
Når mennesker samtidig er belastede, stressede eller følelsesmæssigt overvældede, reduceres ofte evnen til regulering og fleksibilitet.
Her bliver magt ikke kun noget juridisk eller organisatorisk, for måden vi stiller krav på, taler på eller fastholder strukturer på, kan enten øge eller reducere
belastningen i situationen.

Når vi bliver for hurtige til at
forklare adfærd

Vi kan let komme til at placere problemet inde i individet alene, når vi bruger
beskrivelser som:

• “manipulerende”
• “udadreagerende”
• “kravafvisende”
• “umotiveret”

Men adfærd opstår ikke isoleret.

Gregory Bateson beskrev indenfor systemisk tænkning, hvordan mening altid
må forstås i den sammenhæng, handlinger indgår i.
Det betyder også, at vi må være nysgerrige på:

• belastningerne omkring mennesket
• relationerne
• oplevelsen af kontrol eller afmagt
• tidligere erfaringer
• følelsen af tryghed eller utryghed

For nogle gange handler konflikter mindre om modstand og mere om
belastning, afmagt eller manglende oplevelse af indflydelse.

Supervision som refleksionsrum

Noget af det, jeg selv oplever som vigtigt i supervision, er muligheden for
sammen at undersøge de dynamikker, der opstår i relationer og i hverdagen
omkring mennesker.
Supervision kan blandt andet skabe rum for at:

• undersøge belastninger fremfor kun adfærd
• reflektere over magt og styring
• arbejde med medbestemmelse og deltagelse
• opdage kontekstens betydning
• koble teori og praksis tættere sammen.

Jo mere komplekst arbejdet med mennesker bliver, jo vigtigere tror jeg, det
bliver, at vi tør være nysgerrige på vores egen position, vores magt og den måde,
relationer formes på i praksis.

For måske handler mange konflikter ikke kun om modstand, men også om
belastning, afmagt og oplevelsen af manglende indflydelse.

Derfor tror jeg også, det bliver vigtigt, at vi holder fast i troen på, at mennesker
– også når de reagerer kraftigt – gør det bedste, de kan i situationen.

Prøv lige at overveje, om du ikke også selv altid forsøger at gøre det bedste, du
kan i situationen.

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med
forebyggelse af magt samt fokus
på trivsel i din
specialpædagogiske praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer
med fokus på trivsel, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Magt, medbestemmelse og styring i socialpædagogisk praksis blev først udgivet på Sociale Visioner.

Det gælder blandt andet, når vi vurderer mistrivsel, deltagelse, motivation eller udvikling. For det, vi forstår som et problem, afhænger i høj grad af de perspektiver, vi møder mennesker gennem.

• Hvilke forventninger har vi til deltagelse?
• Hvad opfatter vi som velfungerende adfærd?
• Og hvornår bliver forskellighed til et problem?

Spørgsmål som disse knytter sig tæt til begreber som hypernormalitet, handicapforståelser og forholdet mellem system og livsverden.

Perspektiverne udspringer af forskellige faglige traditioner, men de peger alle på betydningen af at undersøge de normer, forventninger og styringslogikker, der præger vores praksis.

I denne artikel udfolder jeg disse perspektiver og deres betydning for social- og specialpædagogisk arbejde.

Hypernormalitet og det, der tæller som at kunne fungere

Bent Madsen beskriver hypernormalitet som en udvikling, hvor det at være “normal” i stigende grad forbindes med at kunne fungere, præstere og skabe værdi på bestemte måder.

Deltagelse bliver dermed ikke kun et spørgsmål om at være en del af fællesskabet, men også om at leve op til bestemte forventninger om funktion og præstation.

Det genkendes blandt mange unge, som står i et krydspres mellem egne forudsætninger og krav om at kunne navigere i uddannelse, sociale fællesskaber og præstationsorienterede systemer.

Det samme mønster kan ses i ledelse, hvor økonomiske rammer, styringskrav og organisatoriske mål i stigende grad kommer til at definere, hvad der opfattes som god eller rigtig praksis.

Her bliver Jürgen Habermas’ skelnen mellem system og livsverden relevant. Når logikker knyttet til økonomi, styring og effektivitet får forrang, risikerer relationer, mening og fælles forståelse at træde i baggrunden.

I den bevægelse bliver deltagelse ikke kun et spørgsmål om evner, men også om hvilke former for bidrag der anerkendes og tillægges værdi.

Som Bent Madsen peger på, er mennesker ikke blot individer, men meningsvæsener, der orienterer sig mod fællesskab, betydning og deltagelse. Når mennesker gentagne gange oplever ikke at kunne leve op til de forventninger, omgivelserne stiller, bliver mistrivsel derfor ofte et spørgsmål om betingelserne omkring dem – ikke kun om forhold i dem.

Handicapforståelser, normalitet og deltagelse i specialpædagogisk praksis

Emil Falster arbejder med forskellige handicapforståelser og crip-teoretiske perspektiver, der udfordrer etablerede forståelser af funktionsevne og normalitet. 

Handicap kan i dette perspektiv forstås som: 

• en individuel egenskab  

• en relation mellem menneske og omgivelser  

• et socialt og kulturelt vilkår  

• eller en kritisk udfordring af normalitetsbegrebet selv  

Ableisme beskriver de normer, der gør bestemte måder at være menneske på mere værdifulde end andre. 

Det betyder, at vi let kan komme til at forstå adfærd som noget, der primært ligger i personen, før vi undersøger de normer, relationer og kontekster, den opstår i.

Her bliver det afgørende at kunne adskille mennesket fra problemet – uden at miste forståelsen af kompleksiteten i det sociale felt. 

Du kan læse mere om Ableisme i Emil Falsters bog af samme navn, samt i mit tidligere indlæg om ableisme.

 Når forståelser skal undersøges i praksis

Det er i krydsfeltet mellem Habermas’ system/livsverden, Madsens hypernormalitet og Falsters kritik af normalitet, at en central faglig pointe træder frem.

Praksis bliver ikke kun formet af det, vi gør, men også af det, vi tager for givet.

Når systemets krav, normalitetsforståelser og deltagelsesforventninger smelter sammen, kan det blive vanskeligt at få øje på alternative måder at forstå mennesker på.

Derfor bliver det afgørende at skabe rum, hvor forståelser kan undersøges, udfordres og nuanceres.

Det gælder både i supervision, rådgivning, undervisning, ledelse og i de samtaler, hvor komplekse situationer forsøges forstået fra flere perspektiver.

Fælles for disse rum er, at de giver mulighed for at sænke tempoet i forståelsen og undersøge, hvordan normer, forventninger og organisatoriske logikker påvirker vores blik på mennesker og deltagelse.

Den røde tråd: Fra forståelse til nye handlemuligheder

Hypernormalitet, handicapforståelser og forholdet mellem system og livsverden udspringer af forskellige faglige traditioner. Alligevel kredser de om nogle af de samme spørgsmål.

• Hvilke normer og forventninger tager vi for givet?
• Hvad forstås som deltagelse, trivsel og det at fungere?
• Og hvordan påvirker vores forståelser de handlemuligheder, der bliver synlige i praksis?

Hypernormalitet retter opmærksomheden mod de krav og forventninger, som mennesker møder i fællesskaber, organisationer og samfund.

Handicapforståelser og kritiske perspektiver på ableisme hjælper os med at undersøge, hvordan normer former det, vi får øje på – og det, vi risikerer at overse.

Forholdet mellem system og livsverden tydeliggør, hvordan styring, organisering og effektivitet påvirker vores praksis, og hvordan relation, mening og fælles forståelse kan komme under pres.

Fælles for perspektiverne er, at de udvider forståelsen af situationen. De minder os om, at mennesker ikke kan forstås løsrevet fra de sammenhænge, de indgår i, og at det, vi opfatter som problemer, ofte også hænger sammen med de betingelser, problemerne opstår under.

Når forståelsen bliver mere nuanceret, opstår der ofte også flere muligheder for handling.

Spørgsmål til refleksion i praksis

Perspektiver som hypernormalitet, handicapforståelser og system/livsverden giver ikke færdige svar. Til gengæld kan de hjælpe os med at stille andre spørgsmål:

• Hvilke normer og forventninger er i spil i denne situation – og hvem er de skabt til?
• Hvad er vi i gang med at forstå som problemet, og hvad risikerer vi at overse i relationerne, konteksten eller rammerne?
• Hvilke ændringer i forståelse, organisering eller samarbejde kunne skabe bedre betingelser for deltagelse og trivsel?

Spørgsmålene er ikke tænkt som en tjekliste, men som en invitation til at undersøge praksis fra flere perspektiver.

Afslutning – hvad skal vi forstå anderledes?

Det afgørende er derfor ikke, hvad vi skal gøre anderledes, men hvilke forståelser vi tager med os ind i praksis.

For det, vi får øje på hos mennesker, hænger tæt sammen med de normer, forventninger og perspektiver, vi møder dem med.

Når systemets logikker, normalitetsforståelser og deltagelseskrav undersøges samlet, bliver det lettere at få øje på, hvordan praksis formes – og hvordan den også kunne se anderledes ud.

Hypernormalitet og handicapforståelser i specialpædagogisk praksis giver ikke færdige svar. Til gengæld hjælper perspektiverne os med at stille andre spørgsmål og undersøge situationer mere nuanceret.

Det er ofte her, nye forståelser og nye handlemuligheder begynder at tage form.

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med hypernormalitet og handicapforståelser i specialpædagogisk praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på menneskesyn, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Individuelle samtaler
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Hypernormalitet og handicapforståelser i specialpædagogisk praksis blev først udgivet på Sociale Visioner.

I arbejdet møder vi ofte det, der er synligt først: en konflikt, en afvisning, en reaktion, en fastlåst relation eller et samarbejde, der er kørt skævt. Under pres kan det være fristende hurtigt at konkludere, hvad problemet er – og hvem der bærer det.

Men netop her bliver vores faglige blik afgørende.

For hvad bliver muligt, når vi ikke stopper ved det synlige? Når vi bliver længere i det undersøgende? Når vi får øje på normer, værdier og de fortællinger, der former vores forståelse af mennesker?

I denne artikel samler jeg tre perspektiver, som jeg oplever hænger tæt sammen i praksis: ableisme, værdier og eksternalisering. Tre faglige perspektiver, som hver især – og særligt i samspil – kan nuancere vores forståelser og styrke vores handlemuligheder.

Når vi forstår mennesker for hurtigt, mister vi ofte det vigtigste

I mange faglige sammenhænge er tempoet højt. Der skal handles, dokumenteres, koordineres og skabes overblik. Det er vilkår, mange kender. Men i et højt tempo opstår også en risiko: at vi kommer til at forstå mennesker for hurtigt.

Vi kan komme til at tænke:

• Hun er konfliktsøgende
• Han vil ikke samarbejde
• Hun modsætter sig alt
• Han passer ikke ind i fællesskabet.

Den slags formuleringer opstår sjældent af ond vilje. De opstår ofte som forsøg på at skabe mening i noget komplekst. Men de kan også gøre vores blik smallere, end situationen kalder på.

Når vi forstår mennesker for hurtigt, risikerer vi at overse:

• de normer, der former vores forventninger
• de værdier, der ligger bag handlinger
• de relationelle og strukturelle vilkår, som påvirker situationen
• og de fortællinger, der kan komme til at låse både mennesket og fagpersonen fast

Det er her ableisme, værdier og eksternalisering bliver vigtige faglige pejlemærker.

Ableisme: Når normer bliver usynlige i praksis

Ableisme handler om de normer og forventninger, der favoriserer bestemte kroppe, evner, tempoer og måder at være menneske på. Begrebet peger på, hvordan samfund, institutioner og fællesskaber ofte er indrettet ud fra forestillinger om, hvad der er “normalt”, “hensigtsmæssigt” eller “rigtigt”.

Det gør ableisme relevant langt ud over handicapområdet. For i socialfaglig og specialpædagogisk praksis arbejder vi hele tiden i spændingsfeltet mellem menneskelig variation og systemiske forventninger.

Ableisme kan vise sig på flere niveauer:

• Strukturelt: i samfundets adgangsforhold, standarder og organisering
• Institutionelt: i mødeformer, dokumentationskrav, regler og praksisformer
• Interpersonelt: i vores sprog, forventninger og relationelle positioneringer
• Internaliseret: når mennesker selv overtager fortællinger om at være for meget, for besværlige eller forkerte

Nogle gange handler udfordringen ikke kun om mennesket. Den handler også om de normer og forventninger, der er bygget ind i vores praksis – og om hvem de er skabt til.

Du kan læse mere om Ableisme i Emil Falsters bog af samme navn.

“Han kan ikke deltage i måltider i fællesskabet”

Et team beskriver en borger som en, der “ikke kan være i måltidssituationen”. Han bliver urolig, rejser sig fra bordet, afbryder, siger høje lyde eller forlader fællesskabet. Medarbejderne oplever, at han forstyrrer de fælles rammer omkring måltidet, og frustrationen vokser.

Når situationen undersøges nærmere, viser det sig, at måltidet foregår i et miljø med mange samtidige krav og indtryk. Der er mange mennesker til stede, flere samtaler foregår på samme tid, og situationen kræver både ventetid, koncentration og evnen til at navigere i skift mellem forskellige aktiviteter.

Samtidig er forventningerne til deltagelse ikke nødvendigvis tydelige, og der er få muligheder for pauser eller regulering undervejs.

Det ændrer ikke på det, medarbejderne observerer. Men det udvider forståelsen af situationen.

For måske handler spørgsmålet ikke kun om, hvorvidt borgeren kan være i måltidssituationen. Måske handler det også om, hvilke forudsætninger måltidssituationen bygger på.

Da teamet begynder at justere rammerne, sker der gradvist noget. Måltidet bliver mere overskueligt, forventninger og rækkefølge visualiseres, antallet af samtidige indtryk reduceres, og der skabes mulighed for korte pauser undervejs.

Borgeren begynder i højere grad at deltage, og dermed ændrer fortællingen sig også.

Han er ikke længere blot en borger, der “ikke kan være i måltidssituationen”. Han bliver et menneske, hvis deltagelsesmuligheder påvirkes af de rammer, han møder.

Når vi ændrer blikket på situationen, bliver det tydeligt, at udfordringen ikke kun ligger hos borgeren. Den hænger også sammen med de betingelser, deltagelsen foregår under.

Her peger praksis ind i et større fagligt perspektiv. Mange af de tilpasninger, der gør deltagelse lettere for én person, viser sig ofte at være hjælpsomme for langt flere. Det er netop en af grundtankerne bag universelt design.

Universelt design er ikke særbehandling – det er bedre praksis

Mange løsninger, vi i dag tager for givet, er oprindeligt opstået, fordi nogen havde et konkret behov:

• automatiske døre
• undertekster
• hæve-/sænkeborde
• tydelig skiltning
• alternative måder at modtage information på

Fælles for dem er, at de sjældent kun gavner én gruppe. De skaber bedre tilgængelighed og bedre kvalitet for langt flere.

Det samme gælder i socialfaglig og specialpædagogisk praksis. Når vi designer bredere, tænker mere fleksibelt og tager menneskelig variation alvorligt, styrker vi deltagelse, trivsel og faglig præcision.

Værdier: Det usynlige under adfærden

Det, vi først får øje på i praksis, er som regel handlingerne.

• Den skarpe tone.
• Afvisningen.
• Uroen.
• Frustrationen.
• Modstanden.
• Konflikten.

Men handlinger fortæller sjældent hele historien.

Et billede, jeg ofte bruger, er at forestille sig mennesker som træer. Det synlige over jorden er det, vi gør og siger. Under jorden findes rødderne.

Rødderne kan forstås som de værdier, der er vigtige for os. Det, der giver retning, mening og betydning i vores liv. Det, vi forsøger at passe på, holde fast i eller skabe plads til.

Det kan være værdier som selvbestemmelse, tryghed, retfærdighed, værdighed, fællesskab, ansvar eller frihed.

Derfor bliver det interessant ikke kun at undersøge handlingen, men også hvad handlingen forsøger at beskytte.

For når mennesker støder sammen i praksis, er det ofte værdierne under handlingerne, der er på spil.

“Hun modsætter sig altid vores plan”

En ung kvinde beskrives i en personalegruppe som konfliktsøgende. Hver gang der laves planer omkring hendes hverdag, opstår der uenigheder. Hun afviser forslag, bliver vred eller trækker sig fra dialogen. Medarbejderne oplever, at samarbejdet ofte går i stå.

Ved første blik kan det ligne modstand mod struktur.

Men når opmærksomheden flyttes fra adfærden til det, der er vigtigt for de involverede, træder et andet billede frem.

For medarbejderne handler situationen blandt andet om værdier som stabilitet, overskuelighed, ansvarlighed og ønsket om at forebygge kaos.

For den unge kvinde viser det sig, at værdier som selvbestemmelse, værdighed, indflydelse og det at blive taget alvorligt fylder meget.

Dermed bliver hendes reaktion ikke kun et nej til planen. Den kan også forstås som et forsøg på at beskytte noget, der er vigtigt for hende.

Da medarbejderne begynder at ændre deres tilgang, sker der gradvist en bevægelse. De præsenterer ikke længere færdige planer som udgangspunkt, men arbejder i højere grad med små valg og medbestemmelse. Samtidig bliver de mere optagede af, hvad hendes nej giver udtryk for, end af hvordan de får planen gennemført.

Konflikterne forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. Men samarbejdet bliver mindre kamppræget, og der opstår større mulighed for at finde løsninger, som både tager højde for struktur og selvbestemmelse.

Værdier gælder ikke kun borgeren – de gælder også os

Et vigtigt fagligt punkt er, at værdier ikke kun ligger hos borgeren eller den pårørende. De ligger også hos os som fagpersoner i den specialpædagogiske praksis.

Når en medarbejder bliver frustreret, hård, afmægtig eller skuffet, er der ofte også noget vigtigt på spil:

• ønsket om at gøre arbejdet ordentligt
• ansvar for gruppens trivsel
• behov for forudsigelighed
• faglig stolthed
• loyalitet over for kolleger
• ønsket om at beskytte et sårbart menneske

Når vi får øje på dette i supervision, sker der ofte noget afgørende. Medarbejderen bliver ikke reduceret til “forkert praksis” eller “uhensigtsmæssig reaktion”. Der opstår et mere værdigt og mere udviklende afsæt for refleksion.

Eksternalisering: Når mennesket ikke er problemet

I pressede praksisser opstår der hurtigt beskrivelser, som får betydning for den måde, vi forstår mennesker på.

• “Hun er konfliktsøgende.”
• “Han manipulerer.”
• “Hun vil ikke samarbejde.”
• “Han modarbejder.”

Formuleringerne kan være forståelige nok. De udspringer ofte af konkrete erfaringer og situationer, som opleves vanskelige. Udfordringen opstår, når beskrivelsen af problemet gradvist bliver til en beskrivelse af personen.

Så bliver opmærksomheden let rettet mod det, der er galt med mennesket, frem for mod det, der sker i relationen, situationen eller de sammenhænge, personen indgår i.

Her kan eksternalisering bidrage med et andet perspektiv. Eksternalisering, som blandt andet forbindes med Michael White og David Epston, bygger på en grundlæggende antagelse om, at mennesket er mere end de problemer, det kæmper med.

Derfor bliver opgaven ikke at forklare personen gennem problemet, men at undersøge problemets betydning og indflydelse i personens liv.

Det flytter også spørgsmålene.

Fra:

• Hvad er der galt med personen?

Til:

• Hvad er det, problemet forsøger at få magt over?
• Hvornår fylder problemet mest?
• Hvornår fylder det mindre?
• Hvad forsøger mennesket at passe på?
• Hvilke undtagelser findes allerede?

Dermed flytter fokus sig fra vurdering til undersøgelse. Og ofte opstår der flere nuancer, flere forståelser og flere muligheder for handling.

“Han er manipulerende”

En mand på et specialpædagogisk tilbud beskrives som manipulerende. Medarbejderne oplever, at han spørger flere medarbejdere om det samme, ændrer forklaringer undervejs og reagerer kraftigt på afslag.

Hvis denne forståelse kommer til at dominere, er der en risiko for, at han mødes med øget mistænksomhed, større afstand og mere kontrol. Det kan være forståeligt, men det kan også bidrage til at fastholde det mønster, man forsøger at ændre.

Når situationen undersøges gennem et eksternaliserende perspektiv, flytter spørgsmålene sig.

• Hvornår får utrygheden mest indflydelse i kontakten med ham?
• Hvad sker der lige inden, han begynder at spørge flere medarbejdere?
• Hvad forsøger behovet for kontrol at sikre for ham?
• Hvornår lykkes det ham at holde fast i ét svar?
• Hvad kendetegner de situationer, hvor samspillet fungerer bedre?

Det viser sig måske, at mønsteret særligt opstår, når beskeder er uklare, aftaler ændres uden forberedelse, medarbejdere skifter, eller konsekvenser opleves som uforudsigelige. Måske har tidligere erfaringer lært ham, at det er nødvendigt at sikre sig flere gange.

Dermed bliver “manipulation” ikke længere en forklaring på, hvem han er. I stedet bliver det muligt at undersøge et mønster, som opstår i bestemte situationer og under bestemte betingelser.

Det fritager ikke nogen for ansvar. Men det giver et mere nuanceret grundlag for at forstå situationen og handle i den.

Den røde tråd

Gennem hele artiklen har de samme spørgsmål vist sig igen og igen.

• Hvilke normer tager vi for givet?
• Hvad er vigtigt for det menneske, vi står overfor?
• Og hvad sker der med vores forståelse, når problemet kommer til at fylde mere end personen?

Ableisme, værdier og eksternalisering giver forskellige svar, men de hjælper os alle med at undersøge situationer mere nuanceret.

Ableisme retter opmærksomheden mod de normer og forventninger, der præger vores praksis.

Værdiperspektivet hjælper os med at få øje på det, mennesker forsøger at passe på, når de handler, som de gør.

Eksternalisering hjælper os med at adskille mennesket fra problemet, så personen ikke reduceres til de vanskeligheder, der fylder lige nu.

Fælles for perspektiverne er, at de udvider forståelsen af situationen og minder os om, at mennesker sjældent kan forstås løsrevet fra de relationer, værdier og sammenhænge, de indgår i.

Hvad bliver muligt, når vi ser bag om det synlige?

De spørgsmål, der er blevet udfoldet gennem artiklen, peger alle i samme retning:

• Hvad er vigtigt for dette menneske?
• Hvilke normer er i spil her?
• Hvad forsøger problemet at få magt over?
• Hvad gør vores rammer ved situationen?
• Og hvilke fortællinger er vi ved at skabe?

Ableisme, værdier og eksternalisering hjælper os med at undersøge de forståelser, vi skaber om mennesker og de situationer, de indgår i.

Når vi bliver længere i det undersøgende, opstår der ofte en mere nuanceret forståelse af situationen. Ikke fordi kompleksiteten forsvinder, men fordi vi får bedre mulighed for at forstå den.

Det er ofte her, vi får øje på muligheder, som tidligere blev overset.

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med ableisme, værdier og eksternalisering i din specialpædagogiske praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på menneskesyn, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Når det synlige kommer til at styre vores forståelse – ableisme, værdier og eksternalisering blev først udgivet på Sociale Visioner.

• Hvordan støtter vi bedst borgeren?
• Hvad ligger bag en adfærd, der skaber bekymring?
• Hvordan omsætter vi vores faglige tilgang til konkrete handlinger i hverdagen?

Disse spørgsmål kan sjældent besvares gennem procedurer eller manualer alene.

Derfor er supervision en vigtig del af fagligheden på mange specialpædagogiske arbejdspladser.

I denne artikel tager jeg udgangspunkt i supervision som et udviklingsrum for refleksion, læring og fælles praksis. En supervision, der ikke alene handler om at forstå konkrete situationer, men også om at udvikle kvaliteten i de beslutninger, vi træffer sammen.

For supervision er efter min erfaring mest virksom, når den kobler konkrete dilemmaer med faglige tilgange, menneskesyn og refleksion over praksis.

Supervision som fagligt udviklingsrum

Supervision i specialpædagogisk praksis er langt mere end en samtale.

Supervision er et struktureret refleksionsrum, hvor medarbejdere og ledere undersøger konkrete situationer, dilemmaer og faglige problemstillinger med det formål at styrke kvaliteten i indsatsen.

Når supervision fungerer bedst, bliver den et fagligt laboratorium. Et sted hvor erfaringer, faglige tilgange, værdier og menneskesyn bringes i spil, så praksis kan undersøges, nuanceres og videreudvikles.

Supervision handler ikke om at finde hurtige løsninger. Det handler om at skabe nye perspektiver, øge forståelsen og kvalificere de handlinger, vi vælger i mødet med borgeren.

Jo tættere supervisionen tager afsæt i konkrete situationer fra hverdagen, desto større er sandsynligheden for, at refleksionerne omsættes til handling.

Hvorfor er supervision vigtig i specialpædagogisk arbejde?

Specialpædagogisk arbejde foregår ofte i komplekse og uforudsigelige situationer, hvor medarbejdere konstant skal vurdere, justere og træffe beslutninger.

Den russiske psykolog Lev Vygotsky beskrev, hvordan mennesker udvikler sig bedst i den nærmeste udviklingszone – det område, hvor eksisterende erfaringer kombineres med nye perspektiver og ny læring.

Det er netop her, supervision kan gøre en forskel.

Når medarbejdere undersøger konkrete situationer sammen med andre, får de mulighed for at se praksis fra nye vinkler. Det kan skabe nye handlemuligheder og styrke evnen til at møde fremtidige situationer med større faglig sikkerhed.

Donald Schön beskrev samtidig, hvordan professionelle udvikler sig gennem refleksion både i og over handling. Han kaldte dette reflection-in-action og reflection-on-action.

Supervision understøtter begge processer. Den hjælper os med både at forstå det, vi allerede har gjort, og kvalificere det, vi gør næste gang.

Det er her, organisatorisk læring kan opstå.

Supervision handler også om menneskesyn

I socialt og specialpædagogisk arbejde træffer vi hver dag beslutninger med direkte betydning for borgernes liv.

Bag hver beslutning ligger et menneskesyn. En forståelse af mennesker, udvikling, relationer og muligheder. Ofte er disse antagelser så indarbejdede, at vi ikke længere lægger mærke til dem. Supervision giver mulighed for at gøre disse præmisser synlige.

Det gælder også de fortællinger, vi skaber om borgerne. Når en borger beskrives som “udadreagerende”, kan fortællingen hurtigt komme til at fremstå som en sandhed om personen.

Når vi i stedet spørger, hvad personen forsøger at mestre, eller hvad situationen kalder på, ændrer vi vores forståelse af problemet.

Problemet flyttes fra personen til samspillet mellem personen og omgivelserne.

Det betyder ikke, at udfordringen forsvinder. Men det åbner ofte for flere handlemuligheder, større faglig nysgerrighed og mere nuancerede beslutninger.

Når vi undersøger vores forståelser og værdier, bliver det lettere at skabe fælles faglige retninger i personalegruppen. Samtidig styrkes grundlaget for de beslutninger, der træffes i hverdagen.

Det skaber bedre forudsætninger for sammenhængende indsatser og fælles faglige beslutninger.

Supervision skal tage afsæt i jeres faglige fundament

Der findes ikke én metode, der gør supervision virksom.

Det afgørende er, at supervisionen tager afsæt i den faglige tilgang, som medarbejderne arbejder ud fra i hverdagen.

Når supervision kobles til organisationens faglige fundament, styrkes sammenhængen mellem teori og praksis. Det øger sandsynligheden for, at refleksioner omsættes til konkrete handlinger i mødet med borgerne.

Den faglige tilgang kan eksempelvis være LA2, KRAP, mentalisering, neuropædagogik, narrativ praksis eller andre faglige referencerammer.

Pointen er ikke, hvilken metode man vælger.

Pointen er, at supervisionen aktivt understøtter den faglige retning, organisationen ønsker at arbejde ud fra.

Arbejder man eksempelvis med LA2, kan supervisionen bidrage til at undersøge adfærd som mestringsforsøg frem for modstand. Arbejder man narrativt, kan supervisionen hjælpe med at udforske de fortællinger, der præger forståelsen af borgeren og situationen. Og inddrages neuropædagogiske perspektiver, kan supervisionen skabe større forståelse for sammenhængen mellem borgerens forudsætninger, omgivelserne og de krav, der stilles.

Hvis supervision og faglige metoder adskilles fra hinanden, risikerer man, at ny viden forbliver kursusviden uden reel forankring i praksis.

Hvorfor er supervision særligt vigtigt på botilbud?

På botilbud arbejder medarbejdere ofte med borgere, der har komplekse støttebehov og behov for en høj grad af koordinering mellem fagpersoner.

Kvaliteten af indsatsen afhænger derfor sjældent af én enkelt medarbejders kompetencer. Kvaliteten opstår i samspillet mellem medarbejderne og i deres fælles forståelse af borgerens behov.

Borgeren møder sjældent kun én medarbejder. Derfor får forskelle i forståelser, vurderinger og pædagogiske strategier betydning for den samlede indsats.

Supervision i specialpædagogisk praksis kan bidrage til at skabe et fælles fagligt ståsted, hvor medarbejderne ikke nødvendigvis gør det samme, men træffer beslutninger på et fælles fagligt grundlag.

Når medarbejdere sammen undersøger konkrete situationer fra hverdagen, bliver det lettere at skabe fælles forståelser af både borgernes behov og de pædagogiske valg, der træffes.

Det reducerer risikoen for uensartede indsatser og bidrager til større faglig kvalitet, bedre samarbejde og mere sammenhængende støtte til borgerne.

Hvad sker der, når supervision mangler?

Når supervision nedprioriteres, mister organisationen et vigtigt læringsrum.

Faglige dilemmaer risikerer at blive håndteret alene. Problembeskrivelser kan udvikle sig til fastlåste fortællinger. Nye metoder kan få svært ved at blive omsat til praksis.

Samtidig øges risikoen for faglig usikkerhed, afmagt og oplevelsen af at stå alene med komplekse problemstillinger.

Manglende supervision påvirker derfor ikke kun medarbejdernes trivsel. Det kan også få betydning for kvaliteten i indsatsen.

Supervision som strategisk investering

Anbefalinger fra Social- og Boligstyrelsen peger på supervision som et vigtigt redskab til at styrke kvalitet, trivsel og faglig sammenhængskraft i sociale indsatser.

Supervision skaber størst værdi, når den er kontinuerlig, praksisnær og forankret i organisationens faglige fundament.

Når supervision tænkes som professionelt vedligehold frem for brandslukning, styrkes både medarbejdernes faglige udvikling og organisationens samlede kvalitet.

De mange små beslutninger, der træffes hver dag, former den samlede kvalitet i indsatsen.

Supervision er med til at kvalificere disse beslutninger.

Derfor er supervision ikke blot en investering i medarbejderne.

Det er også en investering i borgerne og i organisationens samlede faglighed.

Konklusion

Supervision i specialpædagogisk praksis er ikke blot et rum for refleksion.

Det er et fagligt udviklingsrum, hvor praksis undersøges, nuanceres og kvalificeres.

Når supervision tager afsæt i konkrete dilemmaer, organisationens faglige fundament og et fælles menneskesyn, styrkes både kvaliteten i indsatsen og medarbejdernes mulighed for at handle fagligt velbegrundet.

Uanset om den faglige tilgang er LA2, neuropædagogik, KRAP, mentalisering eller noget helt femte, kan supervision være med til at omsætte teori til handling og skabe sammenhæng mellem værdier, metoder og daglige beslutninger.

Derfor bør supervision ikke ses som et ad hoc-tiltag, men som en integreret del af den faglige drift.

For kvalitet opstår ikke af sig selv.

Den udvikles gennem refleksion, samarbejde og de beslutninger, vi træffer hver dag.

Sammen om trivsel.

Vil du høre mere om supervision i specialpædagogisk praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på menneskesyn, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Individuelle samtaler
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Supervision i specialpædagogisk praksis – hvorfor er det vigtigt? blev først udgivet på Sociale Visioner.

I specialpædagogisk arbejde taler vi ofte om trivsel. Men hvad er det egentlig, der styrker trivsel?

Er det de aktiviteter, vi tilbyder?

De mål, vi arbejder efter?

Eller handler det i lige så høj grad om vores evne til at forstå situationen fra andre perspektiver end vores eget?

I praksis oplever vi jævnligt situationer, hvor gode intentioner ikke skaber den ønskede effekt. Ikke fordi vi mangler faglighed eller engagement, men fordi vi kommer til at forstå situationen ud fra vores eget perspektiv.

Her bliver perspektivskifte en afgørende faglig kompetence.

For trivsel handler ikke kun om den enkelte borgers ressourcer eller udfordringer. Trivsel påvirkes også af relationer, omgivelser, forventninger og de krav, vi møder mennesker med.

Perspektivskifte i specialpædagogisk praksis handler derfor ikke kun om at forstå den anden. Det handler også om at blive opmærksom på de forståelser, vi selv bringer med ind i situationen.

Hvad betyder perspektivskifte i specialpædagogisk praksis?

Perspektivskifte handler om evnen til bevidst at undersøge en situation fra flere forskellige vinkler.

I LA2(U) arbejdes der blandt andet med indefraperspektivet, udefraperspektivet og det tilstræbte indefraperspektiv.

Det indebærer, at vi løbende forsøger at forstå situationen både ud fra vores egne observationer og ud fra borgerens oplevelse af situationen.

Det betyder ikke, at vi kan vide, hvordan den anden oplever verden. Tværtimod.

Vi kan aldrig konkludere, hvordan et andet menneske oplever en situation.

Men det betyder, at vi aktivt forsøger at blive nysgerrige på andre perspektiver end vores egne.

Netop denne nysgerrighed kan være afgørende for både trivsel og faglig kvalitet.

Oplevelsen af sammenhæng

Når vi taler om trivsel, kan det være relevant at se nærmere på Aaron Antonovskys teori om oplevelsen af sammenhæng.

Antonovsky beskrev, hvordan en stærk oplevelse af sammenhæng kan styrke menneskers mulighed for at forstå, håndtere og skabe mening i de belastninger, de møder i livet.

Oplevelsen af sammenhæng består af tre elementer:

Begribelighed – opleves verden som forståelig og forudsigelig?

Håndterbarhed – opleves der at være ressourcer og støtte til rådighed, når udfordringer opstår?

Meningsfuldhed – opleves det, der sker, som værd at engagere sig i?

I specialpædagogisk praksis giver det anledning til en række vigtige refleksioner:

• Er rammer, aftaler og forventninger tydelige?
• Matcher kravene borgerens aktuelle ressourcer?
• Opleves aktiviteter, mål og forventninger som meningsfulde for den enkelte?

Når oplevelsen af sammenhæng udfordres, bliver det ofte vanskeligere at håndtere hverdagens krav.

Hvis vi ønsker at styrke oplevelsen af sammenhæng, må vi interessere os for, hvordan situationen opleves af den person, der står i den.

Det kræver, at vi forsøger at forstå den andens perspektiv.

Her bliver måden, vi møder mennesker på, afgørende.

Bekræftelse handler om mere end anerkendelse

I mange år har anerkendelse været et centralt begreb i pædagogisk praksis.

Men Allan Holmgren fra DISPUK peger på en vigtig forskel mellem anerkendelse og bekræftelse.

Anerkendelse kan let komme til at indeholde en vurdering. Noget vi giver den anden, når vi synes, at handlinger, valg eller adfærd er forståelige eller acceptable.

Bekræftelse handler derimod om at møde mennesket bag handlingerne.

Som Allan Holmgren formulerer det:

“Bekræftelse handler ikke om at være enig, men om at tage den andens oplevelse alvorligt.”

Bekræftelse betyder derfor ikke, at vi skal acceptere alt eller være enige i alt.

Det betyder, at vi forsøger at forstå og tage udgangspunkt i den oplevelse, den anden står i.

Set i lyset af Antonovskys tanker om oplevelsen af sammenhæng kan bekræftelse være med til at styrke både meningsfuldhed og håndterbarhed.

Når mennesker oplever sig mødt og forstået, bliver det lettere at navigere i situationer, som ellers kan opleves belastende eller uoverskuelige.

Mestring under pres

Når kravene overstiger vores oplevede ressourcer, forsøger vi alle at mestre situationen bedst muligt.

Det gælder både borgere, medarbejdere og ledere.

Mestring er ikke et bevidst valg. Det er en naturlig reaktion på belastning.

Derfor kan adfærd, som umiddelbart fremstår udfordrende, ofte forstås som et forsøg på at håndtere en situation, der opleves vanskelig.

Når vi ser mestringsstrategier som signaler frem for modstand, bliver det lettere at justere krav, forventninger og støtte.

Fokus flyttes fra spørgsmålet om, hvad der er galt med personen, til en undersøgelse af samspillet mellem personen og omgivelserne.

Det åbner ofte for andre handlemuligheder end dem, vi først får øje på.

Perspektivskifte som faglig kernekompetence

I specialpædagogisk praksis kan vores egne erfaringer, værdier og normer let komme til at præge den måde, vi forstår situationer på.

Det, der opleves som trygt for mig, opleves ikke nødvendigvis som trygt for borgeren.

Det, der giver mening for mig, giver ikke nødvendigvis mening for den anden.

Det gælder i høj grad også de traditioner, rutiner og forventninger, som vi ofte tager for givet.

Når vi stopper op og undersøger vores egne antagelser, skabes der plads til nye forståelser.

Perspektivskifte handler derfor ikke kun om borgeren. Det handler også om vores egen faglige selvrefleksion:

• Hvilke briller ser jeg situationen igennem?
• Hvilke antagelser tager jeg med mig?
• Hvordan påvirker det mine handlinger?

Disse spørgsmål er centrale i både supervision, faglig sparring og udviklingen af en systematisk refleksiv praksis.

Hvad sker der, når perspektivskiftet udebliver?

Når vi bliver stående i vores egne forståelser, risikerer vi at overse vigtig information.

Adfærd kan blive reduceret til problemer.

Mestringsstrategier kan blive misforstået som modstand.

Og mennesker kan komme til at fremstå smallere, end virkeligheden berettiger til.

Når det sker, begrænser vi samtidig vores egne handlemuligheder.

For hvis vi kun ser situationen fra én vinkel, bliver det også sværere at få øje på andre løsninger.

Perspektivskifte handler derfor ikke om at finde den rigtige forståelse.

Det handler om at holde flere forståelser åbne samtidig.

Perspektivskifte som vej til trivsel

Perspektivskifte i specialpædagogisk praksis handler ikke om at finde den rigtige forståelse af en situation.

Det handler om at undersøge flere forståelser.

Når vi bliver nysgerrige på, hvordan situationen opleves af den anden, får vi ofte øje på forhold, vi ellers ville have overset.

Måske er det netop her, perspektivskifte får sin værdi.

Ikke fordi det fjerner kompleksiteten.

Men fordi det kan hjælpe os til at forstå den bedre.

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med perspektivskifte i din specialpædagogiske praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på trivsel, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Perspektivskifte i specialpædagogisk praksis – en nøgle til trivsel blev først udgivet på Sociale Visioner.