Perspektivskifte i specialpædagogisk praksis er tæt forbundet med de overvejelser, vi gør os om trivsel.
I specialpædagogisk arbejde taler vi ofte om trivsel. Men hvad er det egentlig, der styrker trivsel?
Er det de aktiviteter, vi tilbyder?
De mål, vi arbejder efter?
Eller handler det i lige så høj grad om vores evne til at forstå situationen fra andre perspektiver end vores eget?
I praksis oplever vi jævnligt situationer, hvor gode intentioner ikke skaber den ønskede effekt. Ikke fordi vi mangler faglighed eller engagement, men fordi vi kommer til at forstå situationen ud fra vores eget perspektiv.
Her bliver perspektivskifte en afgørende faglig kompetence.
For trivsel handler ikke kun om den enkelte borgers ressourcer eller udfordringer. Trivsel påvirkes også af relationer, omgivelser, forventninger og de krav, vi møder mennesker med.
Perspektivskifte i specialpædagogisk praksis handler derfor ikke kun om at forstå den anden. Det handler også om at blive opmærksom på de forståelser, vi selv bringer med ind i situationen.
Hvad betyder perspektivskifte i specialpædagogisk praksis?
Perspektivskifte handler om evnen til bevidst at undersøge en situation fra flere forskellige vinkler.
I LA2(U) arbejdes der blandt andet med indefraperspektivet, udefraperspektivet og det tilstræbte indefraperspektiv.
Det indebærer, at vi løbende forsøger at forstå situationen både ud fra vores egne observationer og ud fra borgerens oplevelse af situationen.
Det betyder ikke, at vi kan vide, hvordan den anden oplever verden. Tværtimod.
Vi kan aldrig konkludere, hvordan et andet menneske oplever en situation.
Men det betyder, at vi aktivt forsøger at blive nysgerrige på andre perspektiver end vores egne.
Netop denne nysgerrighed kan være afgørende for både trivsel og faglig kvalitet.
Oplevelsen af sammenhæng
Når vi taler om trivsel, kan det være relevant at se nærmere på Aaron Antonovskys teori om oplevelsen af sammenhæng.
Antonovsky beskrev, hvordan en stærk oplevelse af sammenhæng kan styrke menneskers mulighed for at forstå, håndtere og skabe mening i de belastninger, de møder i livet.
Oplevelsen af sammenhæng består af tre elementer:
Begribelighed – opleves verden som forståelig og forudsigelig?
Håndterbarhed – opleves der at være ressourcer og støtte til rådighed, når udfordringer opstår?
Meningsfuldhed – opleves det, der sker, som værd at engagere sig i?
I specialpædagogisk praksis giver det anledning til en række vigtige refleksioner:
- Er rammer, aftaler og forventninger tydelige?
- Matcher kravene borgerens aktuelle ressourcer?
- Opleves aktiviteter, mål og forventninger som meningsfulde for den enkelte?
Når oplevelsen af sammenhæng udfordres, bliver det ofte vanskeligere at håndtere hverdagens krav.
Hvis vi ønsker at styrke oplevelsen af sammenhæng, må vi interessere os for, hvordan situationen opleves af den person, der står i den.
Det kræver, at vi forsøger at forstå den andens perspektiv.
Her bliver måden, vi møder mennesker på, afgørende.
Bekræftelse handler om mere end anerkendelse
I mange år har anerkendelse været et centralt begreb i pædagogisk praksis.
Men Allan Holmgren fra DISPUK peger på en vigtig forskel mellem anerkendelse og bekræftelse.
Anerkendelse kan let komme til at indeholde en vurdering. Noget vi giver den anden, når vi synes, at handlinger, valg eller adfærd er forståelige eller acceptable.
Bekræftelse handler derimod om at møde mennesket bag handlingerne.
Som Allan Holmgren formulerer det:
“Bekræftelse handler ikke om at være enig, men om at tage den andens oplevelse alvorligt.”
Bekræftelse betyder derfor ikke, at vi skal acceptere alt eller være enige i alt.
Det betyder, at vi forsøger at forstå og tage udgangspunkt i den oplevelse, den anden står i.
Set i lyset af Antonovskys tanker om oplevelsen af sammenhæng kan bekræftelse være med til at styrke både meningsfuldhed og håndterbarhed.
Når mennesker oplever sig mødt og forstået, bliver det lettere at navigere i situationer, som ellers kan opleves belastende eller uoverskuelige.
Mestring under pres
Når kravene overstiger vores oplevede ressourcer, forsøger vi alle at mestre situationen bedst muligt.
Det gælder både borgere, medarbejdere og ledere.
Mestring er ikke et bevidst valg. Det er en naturlig reaktion på belastning.
Derfor kan adfærd, som umiddelbart fremstår udfordrende, ofte forstås som et forsøg på at håndtere en situation, der opleves vanskelig.
Når vi ser mestringsstrategier som signaler frem for modstand, bliver det lettere at justere krav, forventninger og støtte.
Fokus flyttes fra spørgsmålet om, hvad der er galt med personen, til en undersøgelse af samspillet mellem personen og omgivelserne.
Det åbner ofte for andre handlemuligheder end dem, vi først får øje på.
Perspektivskifte som faglig kernekompetence
I specialpædagogisk praksis kan vores egne erfaringer, værdier og normer let komme til at præge den måde, vi forstår situationer på.
Det, der opleves som trygt for mig, opleves ikke nødvendigvis som trygt for borgeren.
Det, der giver mening for mig, giver ikke nødvendigvis mening for den anden.
Det gælder i høj grad også de traditioner, rutiner og forventninger, som vi ofte tager for givet.
Når vi stopper op og undersøger vores egne antagelser, skabes der plads til nye forståelser.
Perspektivskifte handler derfor ikke kun om borgeren. Det handler også om vores egen faglige selvrefleksion:
- Hvilke briller ser jeg situationen igennem?
- Hvilke antagelser tager jeg med mig?
- Hvordan påvirker det mine handlinger?
Disse spørgsmål er centrale i både supervision, faglig sparring og udviklingen af en systematisk refleksiv praksis.
Hvad sker der, når perspektivskiftet udebliver?
Når vi bliver stående i vores egne forståelser, risikerer vi at overse vigtig information.
Adfærd kan blive reduceret til problemer.
Mestringsstrategier kan blive misforstået som modstand.
Og mennesker kan komme til at fremstå smallere, end virkeligheden berettiger til.
Når det sker, begrænser vi samtidig vores egne handlemuligheder.
For hvis vi kun ser situationen fra én vinkel, bliver det også sværere at få øje på andre løsninger.
Perspektivskifte handler derfor ikke om at finde den rigtige forståelse.
Det handler om at holde flere forståelser åbne samtidig.
Perspektivskifte som vej til trivsel
Perspektivskifte i specialpædagogisk praksis handler ikke om at finde den rigtige forståelse af en situation.
Det handler om at undersøge flere forståelser.
Når vi bliver nysgerrige på, hvordan situationen opleves af den anden, får vi ofte øje på forhold, vi ellers ville have overset.
Måske er det netop her, perspektivskifte får sin værdi.
Ikke fordi det fjerner kompleksiteten.
Men fordi det kan hjælpe os til at forstå den bedre.
Sammen om trivsel.
Vil du arbejde videre med perspektivskifte i din specialpædagogiske praksis?
Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på trivsel, refleksion og nye handlemuligheder.
Du er velkommen til at læse mere om:
- Supervision
- Specialpædagogisk Rådgivning
- LA2
- Oplæg, facilitering og implementering
- Tilmelde dig mit nyhedsbrev
- Hvordan du kan kontakte mig.
