Når det synlige kommer til at styre vores forståelse - ableisme, værdier og eksternalisering

I socialfaglig og specialpædagogisk praksis møder jeg ofte perspektiver som ableisme, værdier og eksternalisering i supervision og rådgivning.

I arbejdet møder vi ofte det, der er synligt først: en konflikt, en afvisning, en reaktion, en fastlåst relation eller et samarbejde, der er kørt skævt. Under pres kan det være fristende hurtigt at konkludere, hvad problemet er – og hvem der bærer det.

Men netop her bliver vores faglige blik afgørende.

For hvad bliver muligt, når vi ikke stopper ved det synlige? Når vi bliver længere i det undersøgende? Når vi får øje på normer, værdier og de fortællinger, der former vores forståelse af mennesker?

I denne artikel samler jeg tre perspektiver, som jeg oplever hænger tæt sammen i praksis: ableisme, værdier og eksternalisering. Tre faglige perspektiver, som hver især – og særligt i samspil – kan nuancere vores forståelser og styrke vores handlemuligheder.

Når vi forstår mennesker for hurtigt, mister vi ofte det vigtigste

I mange faglige sammenhænge er tempoet højt. Der skal handles, dokumenteres, koordineres og skabes overblik. Det er vilkår, mange kender. Men i et højt tempo opstår også en risiko: at vi kommer til at forstå mennesker for hurtigt.

Vi kan komme til at tænke:

Hun er konfliktsøgende
Han vil ikke samarbejde
Hun modsætter sig alt
Han passer ikke ind i fællesskabet.

Den slags formuleringer opstår sjældent af ond vilje. De opstår ofte som forsøg på at skabe mening i noget komplekst. Men de kan også gøre vores blik smallere, end situationen kalder på.

Når vi forstår mennesker for hurtigt, risikerer vi at overse:

de normer, der former vores forventninger
de værdier, der ligger bag handlinger
de relationelle og strukturelle vilkår, som påvirker situationen
og de fortællinger, der kan komme til at låse både mennesket og fagpersonen fast

Det er her ableisme, værdier og eksternalisering bliver vigtige faglige pejlemærker.

Ableisme: Når normer bliver usynlige i praksis

Ableisme handler om de normer og forventninger, der favoriserer bestemte kroppe, evner, tempoer og måder at være menneske på. Begrebet peger på, hvordan samfund, institutioner og fællesskaber ofte er indrettet ud fra forestillinger om, hvad der er “normalt”, “hensigtsmæssigt” eller “rigtigt”.

Det gør ableisme relevant langt ud over handicapområdet. For i socialfaglig og specialpædagogisk praksis arbejder vi hele tiden i spændingsfeltet mellem menneskelig variation og systemiske forventninger.

Ableisme kan vise sig på flere niveauer:

Strukturelt: i samfundets adgangsforhold, standarder og organisering
Institutionelt: i mødeformer, dokumentationskrav, regler og praksisformer
Interpersonelt: i vores sprog, forventninger og relationelle positioneringer
Internaliseret: når mennesker selv overtager fortællinger om at være for meget, for besværlige eller forkerte

Nogle gange handler udfordringen ikke kun om mennesket. Den handler også om de normer og forventninger, der er bygget ind i vores praksis – og om hvem de er skabt til.

Du kan læse mere om Ableisme i Emil Falsters bog af samme navn.

“Han kan ikke deltage i måltider i fællesskabet”

Et team beskriver en borger som en, der “ikke kan være i måltidssituationen”. Han bliver urolig, rejser sig fra bordet, afbryder, siger høje lyde eller forlader fællesskabet. Medarbejderne oplever, at han forstyrrer de fælles rammer omkring måltidet, og frustrationen vokser.

Når situationen undersøges nærmere, viser det sig, at måltidet foregår i et miljø med mange samtidige krav og indtryk. Der er mange mennesker til stede, flere samtaler foregår på samme tid, og situationen kræver både ventetid, koncentration og evnen til at navigere i skift mellem forskellige aktiviteter.

Samtidig er forventningerne til deltagelse ikke nødvendigvis tydelige, og der er få muligheder for pauser eller regulering undervejs.

Det ændrer ikke på det, medarbejderne observerer. Men det udvider forståelsen af situationen.

For måske handler spørgsmålet ikke kun om, hvorvidt borgeren kan være i måltidssituationen. Måske handler det også om, hvilke forudsætninger måltidssituationen bygger på.

Da teamet begynder at justere rammerne, sker der gradvist noget. Måltidet bliver mere overskueligt, forventninger og rækkefølge visualiseres, antallet af samtidige indtryk reduceres, og der skabes mulighed for korte pauser undervejs.

Borgeren begynder i højere grad at deltage, og dermed ændrer fortællingen sig også.

Han er ikke længere blot en borger, der “ikke kan være i måltidssituationen”. Han bliver et menneske, hvis deltagelsesmuligheder påvirkes af de rammer, han møder.

Når vi ændrer blikket på situationen, bliver det tydeligt, at udfordringen ikke kun ligger hos borgeren. Den hænger også sammen med de betingelser, deltagelsen foregår under.

Her peger praksis ind i et større fagligt perspektiv. Mange af de tilpasninger, der gør deltagelse lettere for én person, viser sig ofte at være hjælpsomme for langt flere. Det er netop en af grundtankerne bag universelt design.

Universelt design er ikke særbehandling – det er bedre praksis

Mange løsninger, vi i dag tager for givet, er oprindeligt opstået, fordi nogen havde et konkret behov:

automatiske døre
undertekster
hæve-/sænkeborde
tydelig skiltning
alternative måder at modtage information på

Fælles for dem er, at de sjældent kun gavner én gruppe. De skaber bedre tilgængelighed og bedre kvalitet for langt flere.

Det samme gælder i socialfaglig og specialpædagogisk praksis. Når vi designer bredere, tænker mere fleksibelt og tager menneskelig variation alvorligt, styrker vi deltagelse, trivsel og faglig præcision.

Værdier: Det usynlige under adfærden

Det, vi først får øje på i praksis, er som regel handlingerne.

Den skarpe tone.
Afvisningen.
Uroen.
Frustrationen.
Modstanden.
Konflikten.

Men handlinger fortæller sjældent hele historien.

Et billede, jeg ofte bruger, er at forestille sig mennesker som træer. Det synlige over jorden er det, vi gør og siger. Under jorden findes rødderne.

Rødderne kan forstås som de værdier, der er vigtige for os. Det, der giver retning, mening og betydning i vores liv. Det, vi forsøger at passe på, holde fast i eller skabe plads til.

Det kan være værdier som selvbestemmelse, tryghed, retfærdighed, værdighed, fællesskab, ansvar eller frihed.

Derfor bliver det interessant ikke kun at undersøge handlingen, men også hvad handlingen forsøger at beskytte.

For når mennesker støder sammen i praksis, er det ofte værdierne under handlingerne, der er på spil.

“Hun modsætter sig altid vores plan”

En ung kvinde beskrives i en personalegruppe som konfliktsøgende. Hver gang der laves planer omkring hendes hverdag, opstår der uenigheder. Hun afviser forslag, bliver vred eller trækker sig fra dialogen. Medarbejderne oplever, at samarbejdet ofte går i stå.

Ved første blik kan det ligne modstand mod struktur.

Men når opmærksomheden flyttes fra adfærden til det, der er vigtigt for de involverede, træder et andet billede frem.

For medarbejderne handler situationen blandt andet om værdier som stabilitet, overskuelighed, ansvarlighed og ønsket om at forebygge kaos.

For den unge kvinde viser det sig, at værdier som selvbestemmelse, værdighed, indflydelse og det at blive taget alvorligt fylder meget.

Dermed bliver hendes reaktion ikke kun et nej til planen. Den kan også forstås som et forsøg på at beskytte noget, der er vigtigt for hende.

Da medarbejderne begynder at ændre deres tilgang, sker der gradvist en bevægelse. De præsenterer ikke længere færdige planer som udgangspunkt, men arbejder i højere grad med små valg og medbestemmelse. Samtidig bliver de mere optagede af, hvad hendes nej giver udtryk for, end af hvordan de får planen gennemført.

Konflikterne forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. Men samarbejdet bliver mindre kamppræget, og der opstår større mulighed for at finde løsninger, som både tager højde for struktur og selvbestemmelse.

Værdier gælder ikke kun borgeren – de gælder også os

Et vigtigt fagligt punkt er, at værdier ikke kun ligger hos borgeren eller den pårørende. De ligger også hos os som fagpersoner i den specialpædagogiske praksis.

Når en medarbejder bliver frustreret, hård, afmægtig eller skuffet, er der ofte også noget vigtigt på spil:

ønsket om at gøre arbejdet ordentligt
ansvar for gruppens trivsel
behov for forudsigelighed
faglig stolthed
loyalitet over for kolleger
ønsket om at beskytte et sårbart menneske

Når vi får øje på dette i supervision, sker der ofte noget afgørende. Medarbejderen bliver ikke reduceret til “forkert praksis” eller “uhensigtsmæssig reaktion”. Der opstår et mere værdigt og mere udviklende afsæt for refleksion.

Eksternalisering: Når mennesket ikke er problemet

I pressede praksisser opstår der hurtigt beskrivelser, som får betydning for den måde, vi forstår mennesker på.

“Hun er konfliktsøgende.”
“Han manipulerer.”
“Hun vil ikke samarbejde.”
“Han modarbejder.”

Formuleringerne kan være forståelige nok. De udspringer ofte af konkrete erfaringer og situationer, som opleves vanskelige. Udfordringen opstår, når beskrivelsen af problemet gradvist bliver til en beskrivelse af personen.

Så bliver opmærksomheden let rettet mod det, der er galt med mennesket, frem for mod det, der sker i relationen, situationen eller de sammenhænge, personen indgår i.

Her kan eksternalisering bidrage med et andet perspektiv. Eksternalisering, som blandt andet forbindes med Michael White og David Epston, bygger på en grundlæggende antagelse om, at mennesket er mere end de problemer, det kæmper med.

Derfor bliver opgaven ikke at forklare personen gennem problemet, men at undersøge problemets betydning og indflydelse i personens liv.

Det flytter også spørgsmålene.

Fra:

Hvad er der galt med personen?

Til:

Hvad er det, problemet forsøger at få magt over?
Hvornår fylder problemet mest?
Hvornår fylder det mindre?
Hvad forsøger mennesket at passe på?
Hvilke undtagelser findes allerede?

Dermed flytter fokus sig fra vurdering til undersøgelse. Og ofte opstår der flere nuancer, flere forståelser og flere muligheder for handling.

“Han er manipulerende”

En mand på et specialpædagogisk tilbud beskrives som manipulerende. Medarbejderne oplever, at han spørger flere medarbejdere om det samme, ændrer forklaringer undervejs og reagerer kraftigt på afslag.

Hvis denne forståelse kommer til at dominere, er der en risiko for, at han mødes med øget mistænksomhed, større afstand og mere kontrol. Det kan være forståeligt, men det kan også bidrage til at fastholde det mønster, man forsøger at ændre.

Når situationen undersøges gennem et eksternaliserende perspektiv, flytter spørgsmålene sig.

Hvornår får utrygheden mest indflydelse i kontakten med ham?
Hvad sker der lige inden, han begynder at spørge flere medarbejdere?
Hvad forsøger behovet for kontrol at sikre for ham?
Hvornår lykkes det ham at holde fast i ét svar?
Hvad kendetegner de situationer, hvor samspillet fungerer bedre?

Det viser sig måske, at mønsteret særligt opstår, når beskeder er uklare, aftaler ændres uden forberedelse, medarbejdere skifter, eller konsekvenser opleves som uforudsigelige. Måske har tidligere erfaringer lært ham, at det er nødvendigt at sikre sig flere gange.

Dermed bliver “manipulation” ikke længere en forklaring på, hvem han er. I stedet bliver det muligt at undersøge et mønster, som opstår i bestemte situationer og under bestemte betingelser.

Det fritager ikke nogen for ansvar. Men det giver et mere nuanceret grundlag for at forstå situationen og handle i den.

Den røde tråd

Gennem hele artiklen har de samme spørgsmål vist sig igen og igen.

Hvilke normer tager vi for givet?
Hvad er vigtigt for det menneske, vi står overfor?
Og hvad sker der med vores forståelse, når problemet kommer til at fylde mere end personen?

Ableisme, værdier og eksternalisering giver forskellige svar, men de hjælper os alle med at undersøge situationer mere nuanceret.

Ableisme retter opmærksomheden mod de normer og forventninger, der præger vores praksis.

Værdiperspektivet hjælper os med at få øje på det, mennesker forsøger at passe på, når de handler, som de gør.

Eksternalisering hjælper os med at adskille mennesket fra problemet, så personen ikke reduceres til de vanskeligheder, der fylder lige nu.

Fælles for perspektiverne er, at de udvider forståelsen af situationen og minder os om, at mennesker sjældent kan forstås løsrevet fra de relationer, værdier og sammenhænge, de indgår i.

Hvad bliver muligt, når vi ser bag om det synlige?

De spørgsmål, der er blevet udfoldet gennem artiklen, peger alle i samme retning:

Hvad er vigtigt for dette menneske?
Hvilke normer er i spil her?
Hvad forsøger problemet at få magt over?
Hvad gør vores rammer ved situationen?
Og hvilke fortællinger er vi ved at skabe?

Ableisme, værdier og eksternalisering hjælper os med at undersøge de forståelser, vi skaber om mennesker og de situationer, de indgår i.

Når vi bliver længere i det undersøgende, opstår der ofte en mere nuanceret forståelse af situationen. Ikke fordi kompleksiteten forsvinder, men fordi vi får bedre mulighed for at forstå den.

Det er ofte her, vi får øje på muligheder, som tidligere blev overset.

Sammen om trivsel.