– forståelser som styringslogik i praksis 

I social- og specialpædagogisk praksis er det sjældent mangel på handling, der er udfordringen. Det er de forståelser, handlingerne udspringer af. For nylig deltog jeg i en konference om hypernormalitet og handicapforståelser i socialpædagogisk praksis på Københavns Professionshøjskole, hvor blandt andet Bent Madsen og Emil Falster bidrog med perspektiver, der peger direkte ind i dette felt: 

Hvordan vores forståelser af mennesker, adfærd og deltagelse ikke blot beskriver praksis – men former den. 

Det betyder, at det, vi forstår som “problemer”, “mistrivsel” eller “manglende deltagelse”, i høj grad er afhængigt af de rammer, vi ser mennesker igennem. 

I denne artikel samler jeg tre perspektiver, som jeg oplever hænger tæt sammen i praksis: hypernormalitet, handicapforståelser og forholdet mellem system og livsverden. Tre faglige indgange, der hver især – og særligt i samspil – kan nuancere vores blik på mistrivsel, deltagelse og de betingelser, vi som fagpersoner er med til at skabe omkring mennesker.

Artiklen er skrevet til dig, der arbejder med mennesker i komplekse sammenhænge – som medarbejder, leder, konsulent, underviser eller supervisor – og som ønsker en praksis, der både er fagligt funderet, refleksivt undersøgende og menneskeligt præcis.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan jeg arbejder hypernormalitet og handicapforståelser i socialpædagogisk praksis, kan du læse mere om Supervision, Specialpædagogisk rådgivning og LA2 i praksis.

Hypernormalitet og det, der tæller som at kunne fungere 

Bent Madsen introducerede begrebet hypernormalitet som en beskrivelse af en samtid, hvor det at være “normal” i stigende grad kobles til at kunne fungere, præstere og skabe værdi på bestemte måder. 

Det skaber en bevægelse, hvor deltagelse ikke blot handler om at være til stede, men om at kunne leve op til bestemte forventninger om funktion. 

Det genkendes tydeligt i arbejdet med unge, hvor mange står i et krydspres mellem individuelle forudsætninger og et voksende krav om at kunne navigere i uddannelse, sociale fællesskaber og præstationsorienterede systemer. 

I ledelse ses det samme mønster, når økonomiske rammer og organisatoriske krav begynder at definere, hvad der fremstår som “rigtig” ledelse. Ikke fordi alternative måder nødvendigvis er forkerte, men fordi de ikke passer ind i de styrende logikker. 

Her bliver Jürgen Habermas’ skelnen mellem system og livsverden central. 

Når systemets logikker – økonomi, styring og effektivitet – får for stor vægt, forskydes balancen fra livsverdenens logikker: relation, mening og fælles forståelse. 

Det er i denne forskydning, at praksis begynder at ændre karakter. 

Bestemte kompetencer giver adgang til fællesskabet, mens andre ikke tillægges samme værdi. Det bliver tydeligt, at deltagelse ikke kun handler om evner, men om hvilke former for bidrag der anerkendes. 

Som Bent Madsen peger på, er mennesker ikke kun individer, men meningsvæsener, der orienterer sig mod fællesskab, betydning og deltagelse. Når dette ikke lykkes, bliver mistrivsel ofte et resultat af betingelserne omkring mennesket snarere end noget indre. 

 Handicapforståelser, normalitet og ableisme 

Emil Falster arbejder med forskellige handicapforståelser og crip-teoretiske perspektiver, der udfordrer etablerede forståelser af funktionsevne og normalitet. 

Handicap kan i dette perspektiv forstås som: 

• en individuel egenskab  

• en relation mellem menneske og omgivelser  

• et socialt og kulturelt vilkår  

• eller en kritisk udfordring af normalitetsbegrebet selv  

Ableisme beskriver de normer, der gør bestemte måder at være menneske på mere værdifulde end andre. 

Det betyder, at vi let kommer til at forstå adfærd for hurtigt som noget i personen, før vi undersøger de kontekster og normer, den opstår i. 

Her bliver det afgørende at kunne adskille mennesket fra problemet – uden at miste forståelsen af kompleksiteten i det sociale felt. 

Du kan læse mere om Ableisme i Emil Falsters bog af samme navn, samt i mit tidligere indlæg om ableisme.

Når system, mening og normalitet mødes i praksis 

Det er i krydsfeltet mellem Habermas’ system/livsverden, Madsens hypernormalitet og Falsters kritik af normalitet, at en central faglig pointe træder frem: 

Praksis bliver ikke kun formet af det, vi gør – men af det, vi allerede har besluttet er “rimeligt at se”. 

Når systemets krav, normalitetsforståelser og deltagelsesforventninger smelter sammen, bliver det vanskeligt at få øje på alternative måder at forstå mennesker på. 

Derfor bliver det afgørende at skabe rum, hvor forståelser kan undersøges – ikke bare anvendes. 

De rum som jeg arbejder med er:

Supervision og rådgivning i konkrete borgersager

Supervision kan forstås som et fagligt undersøgelsesrum, hvor fastlåste forståelser kan åbnes, og hvor nye handlemuligheder kan opstå gennem fælles refleksion. 

Det er ikke kun et rum for udfordringer, men også et rum for nysgerrighed, faglig bevægelse og kvalificering af praksis. 

Supervision kan samtidig anvendes som et redskab til at forstå komplekse borgersager i et bredere perspektiv, hvor både individ, kontekst og system indgår. 

Undervisning, implementering og ledelse med LA2 

LA2 giver borgeren stemme og værdi, og kan bidrage til øget trivsel. 

Samtidig kan LA2 opleves komplekst, fordi det består af flere planer og strukturer, der skal omsættes i praksis. 

Men LA2 er ikke kun en metode. Det er også en praksiskultur – en måde at forstå og møde mennesker på. 

Derudover fungerer LA2 som et ledelsesredskab, hvor fælles sprog, koordinering og retning kan styrkes på tværs af organisationer. 

Individuelle samtaler

Individuelle samtaler kan skabe et refleksionsrum for pårørende, medarbejdere og ledere, hvor komplekse situationer kan undersøges i dybden, så forståelser og handlemuligheder kan bevæge sig. 

Den røde tråd: Fra forståelse til nye handlemuligheder

Hypernormalitet, handicapforståelser og forholdet mellem system og livsverden er ikke tre løsrevne perspektiver. De hænger tæt sammen og peger i samme retning.

De hjælper os med at flytte blikket:

• fra snævre normalitetskrav til større opmærksomhed på variation
• fra individforklaringer til forståelse af kontekst og betingelser
• fra systemets logikker til også at inddrage mening og relation
• fra hurtige forklaringer til mere præcise og nuancerede forståelser
• fra fastlåste positioner til nye handlemuligheder i praksis

Hypernormalitet hjælper os med at få øje på de krav og forventninger, der kan gøre deltagelse betinget og skabe mistrivsel.

Handicapforståelser og kritiske perspektiver på ableisme hjælper os med at undersøge, hvordan normer former det, vi ser – og det, vi overser.

Forholdet mellem system og livsverden tydeliggør, hvordan styringslogikker kan komme til at definere praksis, hvis de ikke balanceres med fokus på relation, mening og fælles forståelse.

Tilsammen skaber de et stærkere fagligt ståsted.

Et ståsted, hvor vi ikke forenkler mennesket for hurtigt.
Et ståsted, hvor vi bliver længere i det undersøgende.
Et ståsted, hvor forståelse og handling hænger tættere sammen.

Fra teori til praksis: 6 spørgsmål, der kan åbne nye forståelser

Hvis hypernormalitet og handicapforståelser i specialpædagogisk praksis skal gøre en reel forskel, skal vores viden kunne anvendes i hverdagen. Her er seks spørgsmål, du kan tage med ind i din praksis, i teamet eller i supervision:

1. Hvilke krav og forventninger er i spil her?
Hvad forstås som “at fungere”?
Hvilke måder at deltage på bliver anerkendt – og hvilke gør ikke?

2. Hvad er vi i gang med at forstå som et problem?
Hvad er det synlige?
Hvad kan vi endnu ikke få øje på i konteksten, relationerne eller rammerne?

3. Hvad bliver muligt – og hvad bliver vanskeligt – i de nuværende rammer?
Hvordan påvirker organisering, struktur og tempo deltagelse?
Hvem får let adgang – og hvem gør ikke?

4. Hvad er vigtigt for personen?
Hvad ser ud til at give mening for vedkommende?
Hvad kan handlingen være et forsøg på at opnå, beskytte eller undgå?

5. Hvad er på spil hos os som fagpersoner?
Hvilke faglige, organisatoriske eller personlige forståelser styrer vores blik?
Hvad bliver vigtigt at holde fast i – og hvad kunne undersøges nærmere?

6. Hvilke små forskydninger kan åbne nye muligheder?
Kan vi justere rammer, forventninger eller måder at mødes på?
Kan vi skabe mere plads til deltagelse, mening eller fælles forståelse?

Spørgsmålene er ikke tænkt som en tjekliste, men som en måde at åbne praksis på.
Ofte er det ikke nye tiltag, der skaber bevægelse – men nye måder at forstå det, der allerede er i gang.

Afslutning – hvad skal vi forstå anderledes? 

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, hvad vi skal gøre anderledes. 

Men hvad vi skal forstå anderledes – for at det, vi allerede gør, kan skabe mere bevægelse, mere deltagelse og mere trivsel. 

Når systemets logikker, normalitetsforståelser og deltagelseskrav analyseres samlet, bliver det muligt at se, hvordan praksis både formes – og kan formes anderledes. 

I den sammenhæng er det positivt, at forskningsbaserede stemmer i stigende grad træder ind i den offentlige samtale om det sociale område. Forskerne bidrager til udvikling ved at bringe forskningsperspektiver tættere på praksisfeltet. 

Det er netop i samspillet mellem forskning, teori og praksis, at nye forståelser kan opstå – og dermed også nye handlemuligheder i det sociale arbejde. 

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med hypernormalitet og handicapforståelser i specialpædagogisk praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på menneskesyn, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Individuelle samtaler
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Når forståelser bliver styrende for praksis – hypernormalitet, handicapforståelser i specialpædagogisk praksis blev først udgivet på Sociale Visioner.

I arbejdet møder vi ofte det, der er synligt først: en konflikt, en afvisning, en reaktion, en fastlåst relation eller et samarbejde, der er kørt skævt. Under pres kan det være fristende hurtigt at konkludere, hvad problemet er – og hvem der bærer det.

Men netop her bliver vores faglige blik afgørende.

For hvad bliver muligt, når vi ikke stopper ved det synlige? Når vi bliver længere i det undersøgende? Når vi får øje på normer, værdier og de fortællinger, der former vores forståelse af mennesker?

I denne artikel samler jeg tre perspektiver, som jeg oplever hænger tæt sammen i praksis: ableisme, værdier og eksternalisering. Tre faglige indgange, der hver især – og særligt i samspil – kan styrke vores menneskesyn, vores refleksion og vores handlemuligheder i socialfaglig og specialpædagogisk praksis.

Artiklen er skrevet til dig, der arbejder med mennesker i komplekse sammenhænge – som medarbejder, leder, konsulent, underviser eller supervisor – og som ønsker en praksis, der både er fagligt funderet, relationelt bæredygtig og menneskeligt præcis.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan jeg arbejder med disse perspektiver i specialpædagogisk praksis, kan du læse mere om Supervision, Specialpædagogisk rådgivning og LA2 i praksis.

Når vi forstår mennesker for hurtigt, mister vi ofte det vigtigste

I mange faglige sammenhænge er tempoet højt. Der skal handles, dokumenteres, koordineres og skabes overblik. Det er vilkår, mange kender. Men i et højt tempo opstår også en risiko: at vi kommer til at forstå mennesker for hurtigt.

Vi kan komme til at tænke:

• Hun er konfliktsøgende
• Han vil ikke samarbejde
• Hun modsætter sig alt
• Han passer ikke ind i fællesskabet.

Den slags formuleringer opstår sjældent af ond vilje. De opstår ofte som forsøg på at skabe mening i noget komplekst. Men de kan også gøre vores blik smallere, end situationen kalder på.

Når vi forstår mennesker for hurtigt, risikerer vi at overse:

• de normer, der former vores forventninger
• de værdier, der ligger bag handlinger
• de relationelle og strukturelle vilkår, som påvirker situationen
• og de fortællinger, der kan komme til at låse både mennesket og fagpersonen fast

Det er netop her, ableisme, værdier og eksternalisering bliver vigtige faglige pejlemærker.

1. Ableisme: Når normer bliver usynlige i praksis

Ableisme handler om de normer og forventninger, der favoriserer bestemte kroppe, evner, tempoer og måder at være menneske på. Begrebet peger på, hvordan samfund, institutioner og fællesskaber ofte er indrettet ud fra forestillinger om, hvad der er “normalt”, “hensigtsmæssigt” eller “rigtigt”.

Det gør ableisme relevant langt ud over handicapområdet. For i socialfaglig og specialpædagogisk praksis arbejder vi hele tiden i spændingsfeltet mellem menneskelig variation og systemiske forventninger.

Ableisme kan vise sig på flere niveauer:

• Strukturelt: i samfundets adgangsforhold, standarder og organisering
• Institutionelt: i mødeformer, dokumentationskrav, regler og praksisformer
• Interpersonelt: i vores sprog, forventninger og relationelle positioneringer
• Internaliseret: når mennesker selv overtager fortællinger om at være for meget, for besværlige eller forkerte

Det centrale spørgsmål bliver derfor ikke kun:
Hvad er der i vejen med det enkelte mennesket?

Men istedet:
Hvad er det for en norm, vores praksis er bygget op omkring?

Du kan læse mere om Ableisme i Emil Falsters bog af samme navn.

Praksiseksempel fra specialpædagogisk praksis:

“Han kan ikke deltage i måltider i fællesskabet”

Et team beskriver en borger som en, der “ikke kan være i måltidssituationen”. Han bliver urolig, rejser sig fra bordet, afbryder, siger høje lyde eller forlader fællesskabet. Det skaber frustration, og medarbejderne oplever, at han forstyrrer og modarbejder de fælles rammer omkring måltidet.

Når situationen undersøges nærmere, viser det sig, at måltidssituationen:

• foregår i et rum med mange sanseindtryk
• indebærer mange mennesker og flere samtidige samtaler
• varer længe
• rummer skift mellem ventetid, servering og spisning
• stiller krav om at sidde stille over længere tid
• kan være præget af lugte, lyde og visuelle forstyrrelser
• rummer uklare forventninger til, hvad deltagelse egentlig indebærer
• giver få pauser og få tydelige holdepunkter

Pludselig bliver spørgsmålet ikke kun, hvorfor han “ikke kan være i måltidssituationen”.

Spørgsmålet bliver også:

Hvilken type menneske er måltidssituationen egentlig designet til?

Når rammen ændres, sker der noget vigtigt:

• måltidet gøres mere overskueligt
• der skabes tydelig forberedelse før måltidet
• rækkefølge og forventninger visualiseres
• der gives mulighed for korte pauser eller bevægelse
• antallet af samtidige indtryk reduceres
• krav til deltagelse justeres og opdeles i mindre dele
• medarbejderne bliver mere bevidste om tempo, sprog og struktur

Og så opstår et fagligt skifte:

Han er ikke længere bare “en, der ikke kan være i måltidssituationen”.
Han bliver et menneske, der kan deltage bedre, når rammerne tager højde for variationen.

Det er ikke et særligt hensyn. Det er faglig kvalitet.

Når vi ændrer vores blik på måltidssituationen, bliver det tydeligt, at udfordringen ikke kun ligger i personen – men også i de rammer, vi har skabt. Og netop dér peger praksis ind i et større fagligt perspektiv: universelt design.

Universelt design er ikke særbehandling – det er bedre praksis

Mange løsninger, vi i dag tager for givet, er oprindeligt opstået, fordi nogen havde et konkret behov:

• automatiske døre
• undertekster
• hæve-/sænkeborde
• tydelig skiltning
• alternative måder at modtage information på

Fælles for dem er, at de sjældent kun gavner én gruppe. De skaber bedre tilgængelighed og bedre kvalitet for langt flere.

Det samme gælder i socialfaglig og specialpædagogisk praksis. Når vi designer bredere, tænker mere fleksibelt og tager menneskelig variation alvorligt, styrker vi deltagelse, trivsel og faglig præcision.

Hvis du er optaget af, hvordan faglige perspektiver omsættes til hverdagspraksis, kan du læse mere om min tilgang til Specialpædagogisk rådgivning, eller du er velkommen til at kontakte mig.

2. Værdier: Det usynlige under adfærden

Det, vi ser først i praksis, er ofte handlingen:

• den skarpe tone
• afvisningen
• uroen
• frustrationen
• modstanden
• konflikten

Men under det synlige ligger ofte noget, der er mindst lige så vigtigt: menneskers værdier.

Et billede, jeg ofte bruger, er at forestille sig mennesker som træer.

Det synlige over jorden – stammen og kronen – er det, vi gør, siger og viser i vores handlinger. Under jorden ligger rødderne.

Rødderne er vores værdier.

Værdier er det, vi oplever som vigtigt. Det, der giver retning. Det, der ligger bag vores handlinger – også når de bliver misforståede, skarpe eller uhensigtsmæssige i andres øjne.

Det kan være:

• tryghed
• selvbestemmelse
• retfærdighed
• struktur
• værdighed
• fællesskab
• anerkendelse
• ansvar
• omsorg
• frihed
• ordentlighed

Når mennesker støder sammen i praksis, handler det derfor ofte ikke kun om adfærd. Det handler ofte om værdier i spænding eller konflikt.

Praksiseksempel fra specialpædagogisk praksis:

“Hun modsætter sig altid vores plan”

En ung kvinde beskrives i en personalegruppe som konfliktsøgende. Hver gang der laves planer omkring hendes hverdag, opstår der konflikt. Hun afviser forslag, bliver vred og trækker sig. Medarbejderne oplever, at hun “sabotere samarbejdet”.

Ved første blik kan det ligne modstand mod struktur.

Men når vi undersøger, hvad der er vigtigt for de involverede, træder noget andet frem.

For medarbejderne er der værdier som:

• stabilitet
• overskuelighed
• ansvarlighed
• forebyggelse af kaos

For den unge kvinde viser det sig, at det vigtige for hende blandt andet er:

• selvbestemmelse
• værdighed
• at blive taget alvorligt
• at mærke reel indflydelse

Dermed bliver hendes reaktion ikke kun et “nej til struktur”.
Den bliver også et forsøg på at beskytte noget vigtigt.

Da medarbejderne begynder at ændre deres tilgang, sker der en bevægelse:

• de præsenterer ikke længere færdige planer som udgangspunkt
• de arbejder med delvalg og reel medbestemmelse
• de bliver mere optagede af, hvad hendes nej beskytter
• de skifter fokus fra at få planen til at lykkes til at få samarbejdet til at lykkes

Konflikterne forsvinder ikke over natten. Men samarbejdet bliver mindre kamppræget og mere bæredygtigt.

Værdier gælder ikke kun borgeren – de gælder også os

Et vigtigt fagligt punkt er, at værdier ikke kun ligger hos borgeren eller den pårørende. De ligger også hos os som fagpersoner i den specialpædagogiske praksis.

Når en medarbejder bliver frustreret, hård, afmægtig eller skuffet, er der ofte også noget vigtigt på spil:

• ønsket om at gøre arbejdet ordentligt
• ansvar for gruppens trivsel
• behov for forudsigelighed
• faglig stolthed
• loyalitet over for kolleger
• ønsket om at beskytte et sårbart menneske

Når vi får øje på dette i supervision, sker der ofte noget afgørende. Medarbejderen bliver ikke reduceret til “forkert praksis” eller “uhensigtsmæssig reaktion”. Der opstår et mere værdigt og mere udviklende afsæt for refleksion.

Hvis du ønsker et rum, hvor komplekse situationer kan undersøges med netop denne type faglig fordybelse, kan du læse mere om Supervision.

3. Eksternalisering: Når mennesket ikke er problemet

I pressede praksisser opstår der hurtigt sprog, som får stor betydning for, hvordan vi tænker:

• “Hun er konfliktsøgende”
• “Han manipulerer”
• “Hun vil ikke samarbejde”
• “Han modarbejder”

Det er formuleringer, der kan være forståelige. Men de har en pris.

Når mennesket bliver problemet, bliver vores blik smallere. Så leder vi efter fejl i personen, i stedet for at undersøge, hvad problemet faktisk gør i relationen, i situationen og i systemet.

Her er eksternalisering et stærkt fagligt greb.

Eksternalisering, som kendes fra narrativ praksis og særligt forbindes med Michael White og David Epston, handler om at skille mennesket fra problemet.

Ikke for at fjerne ansvar.
Men for at gøre forståelse, bevægelse og nye handlinger mulige.

Det betyder, at vi i stedet for at spørge:

• Hvad er der galt med personen?

…kan begynde at spørge:

• Hvad er det, problemet forsøger at få magt over?
• Hvornår fylder problemet mest?
• Hvornår fylder det mindre?
• Hvad beskytter mennesket?
• Hvilke undtagelser findes allerede?

Det skaber et skifte fra vurdering til undersøgelse – og ofte også fra fastlåsning til handlemuligheder.

Praksiseksempel fra specialpædagogisk praksis:

“Han er manipulerende”

En mand på et specialpædagogisk tilbud beskrives som manipulerende. Medarbejderne oplever, at han spørger flere medarbejdere om det samme, skifter forklaring og reagerer kraftigt ved afslag.

Hvis fortællingen “han er manipulerende” får lov at dominere, vil han hurtigt blive mødt med øget mistænksomhed, afstand og hårdere grænsesætning. Det kan være forståeligt – men det kan også forstærke præcis det mønster, man forsøger at dæmpe.

Når situationen eksternaliseres, ændres spørgsmålene:

• Hvornår får utrygheden mest magt i hans kontakt med jer?
• Hvad sker der lige inden, han begynder at spørge flere?
• Hvad forsøger kontrollen at sikre for ham?
• Hvornår lykkes det ham faktisk at holde fast i ét svar?
• Hvad hjælper i de situationer, hvor det går bedre?

Det viser sig måske, at mønsteret især opstår, når:

• beskeder gives uklart
• aftaler ændres uden forberedelse
• der er personaleudskiftning
• konsekvenser opleves uforudsigelige
• tidligere erfaringer har lært ham, at man må sikre sig flere gange

Nu bliver “manipulation” ikke længere en fast egenskab ved personen. Det bliver et mønster, der kan forstås mere præcist – og dermed mødes mere hensigtsmæssigt.

Det fritager ikke for ansvar.
Men det gør ansvaret mere realistisk og relationelt muligt.

Den røde tråd: Fra normer til forståelse – og fra forståelse til nye handlemuligheder

Ableisme, værdier og eksternalisering er ikke tre løsrevne temaer. De hænger tæt sammen og peger i samme retning.

De hjælper os med at flytte blikket:

• fra individfokus til kontekst
• fra normer til nysgerrighed
• fra hurtige forklaringer til mere præcise forståelser
• fra vurdering til undersøgelse
• fra fastlåste fortællinger til nye handlemuligheder

Ableisme hjælper os med at opdage de normer og strukturer, der kan gøre forskellighed til et problem.

Værdier hjælper os med at forstå, hvad der er vigtigt for mennesker – og hvad der også er vigtigt for os selv som fagpersoner.

Eksternalisering hjælper os med at undgå, at mennesker reduceres til deres vanskeligheder, deres reaktioner eller de fortællinger, der er opstået om dem.

Tilsammen skaber de et stærkere fagligt ståsted.

Et ståsted, hvor vi ikke forenkler mennesket for hurtigt.
Et ståsted, hvor vi bliver længere i det undersøgende.
Et ståsted, hvor relation, etik og faglig præcision hænger sammen.

Supervision som rum for fælles faglig udvikling

I supervision bliver disse perspektiver ofte særligt virksomme. Når medarbejdere og ledere står i komplekse situationer, har de sjældent brug for hurtige domme eller simple løsninger. De har brug for et sted, hvor det bliver muligt at:

• sænke tempoet i forståelsen
• undersøge egne reaktioner uden skam
• få øje på usynlige normer
• tydeliggøre værdierne under både borgerens og fagpersonens handlinger
• udfordre problemfortællinger
• analysere rammer, relationer og magt
• finde mere præcise og bæredygtige handlemuligheder

Det er netop her, supervision kan blive et udviklingsrum.

Læs mere om min tilgang til Supervision og kontakt mig for yderligere.

Fra teori til praksis: 6 konkrete spørgsmål, du kan tage med dig

Hvis disse perspektiver skal gøre en reel forskel, skal de kunne bruges i hverdagen. Her er seks spørgsmål, du kan tage med ind i din specialpædagogiske praksis, dit team eller din næste supervision:

1. Hvilke normer tager vi for givet her?

• Hvem er situationen, mødet eller rammen designet til?
• Hvilke krav stiller vi implicit?

2. Hvad ser vi – og hvad ser vi ikke endnu?

• Hvad er det synlige?
• Hvad kan ligge bag det synlige?

3. Hvad er vigtigt for personen?

• Hvilke værdier ser ud til at være på spil?
• Hvad forsøger handlingen at beskytte?

4. Hvilke værdier er på spil hos os?

• Hvad bliver udfordret hos mig eller i teamet?
• Hvad forsøger vi at passe på?

5. Hvad sker der, hvis vi skiller mennesket fra problemet?

• Hvad er det, problemet gør i relationen?
• Hvornår fylder det mere – og hvornår fylder det mindre?

6. Hvilke små ændringer i rammer eller tilgang kan skabe nye muligheder?

• Kan vi justere tempo, form, sprog, deltagelse eller forventninger?
• Kan vi skabe mere reel indflydelse, tydelighed eller tryghed?

En specialpædagogisk praksis, der både er menneskelig og fagligt skarp

Jo mere komplekst arbejdet bliver, jo større er fristelsen til at forenkle mennesket. Det er forståeligt. Men faglig kvalitet kræver ofte det modsatte.

Den kræver, at vi bliver lidt længere i det undersøgende.

At vi tør udfordre egne normer.
At vi bliver nysgerrige på de værdier, der driver handlinger.
At vi skiller problemet fra mennesket.
At vi undersøger rammer og relationer – ikke kun reaktioner.
At vi husker, at det, der ligner modstand, ofte er et meningsfuldt svar på noget, der endnu ikke er blevet forstået godt nok.

Det er en præcis og ansvarlig tilgang.

For når vi flytter blikket, flytter der sig ofte mere, end vi først tror:

• i forståelsen
• i relationen
• i samarbejdet
• i arbejdsmiljøet
• i handlemulighederne
• og i menneskers oplevelse af værdighed og deltagelse

Afslutning: Måske er det vigtigste spørgsmål et andet

Måske er et af de vigtigste spørgsmål i socialfaglig og specialpædagogisk arbejde ikke:

Hvad er der galt med personen?

Måske er det snarere:

• Hvad er vigtigt for dette menneske?
• Hvilke normer er i spil her?
• Hvad forsøger problemet at få magt over?
• Hvad gør vores rammer ved situationen?
• Hvilke fortællinger er vi ved at skabe?
• Og hvad bliver muligt, hvis vi ser bag om det synlige?

Det er ofte netop dér, nye handlemuligheder begynder.

Når vi ser bag om det synlige, bliver det muligt at forstå, handle og skabe rammer, hvor alle kan bidrage ud fra deres egne forudsætninger. Det handler om faglig kvalitet, menneskesyn og om at tage ansvar for de rammer, vi selv er med til at forme.

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med ableisme, værdier og eksternalisering i din specialpædagogiske praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på menneskesyn, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Specialpædagogisk praksis: Ableisme, værdier og eksternalisering blev først udgivet på Sociale Visioner.