I praksis oplever jeg dog jævnligt, at begreberne flyder sammen, så LA2 reduceres til en måde at håndtere affektsituationer på. Det risikerer at gøre forståelsen for smal. For hvor Low Arousal især retter sig mod at forebygge og nedtrappe konflikter, arbejder LA2 bredere med trivsel, mestring og indefraperspektiv.

Begge tilgange bygger på en forståelse af, at mennesker gør det bedste, de kan under de betingelser, de har. Men Low Arousal og LA2 er ikke det samme.

Forskellen mellem Low Arousal og LA2

Low Arousal og LA2 hænger tæt sammen, men de har forskellige fokusområder.

Forskellene bliver særligt tydelige, når vi ser nærmere på, hvad de to tilgange primært retter opmærksomheden mod.

Hvad er Low Arousal?

Low Arousal forbindes især med Bo Hejlskov Elvéns arbejde omkring affektregulering, stress og problemskabende adfærd.

Grundtanken er, at mennesker mister adgang til hensigtsmæssig regulering, når belastningen bliver for høj. Problemskabende adfærd forstås derfor ikke først og fremmest som modstand, ulydighed eller manglende motivation, men som et udtryk for stress og overbelastning.

Det betyder også, at den professionelles opgave ændrer karakter.

I stedet for primært at forsøge at kontrollere eller korrigere adfærden bliver fokus blandt andet:

• at reducere krav
• mindske følelsesmæssig intensitet
• undgå unødige konflikter
• være opmærksom på affektsmitte
• understøtte regulering og deeskalering

Low Arousal er derfor særligt relevant i optrapnings- og kaosfasen, hvor mennesket er i eller på vej ind i høj affekt.

Her får den professionelles egen regulering stor betydning, fordi affekt smitter.

Tempo, stemmeføring, kropssprog, krav og følelsesmæssig intensitet påvirker relationen og dermed også menneskets mulighed for regulering.

Det betyder ikke, at struktur eller rammer er uvigtige. Men det betyder, at vores måde at møde mennesket på kan være med til enten at øge eller reducere belastningen i situationen.

Hvad er LA2?

LA2 bygger videre på flere af de samme forståelser som Low Arousal, men retter sig bredere mod trivsel, forebyggelse og indefraperspektiv.

Hvor Low Arousal især hjælper os i affektsituationen, retter LA2 sig også mod det, der sker før og efter.

Her bliver spørgsmålene blandt andet:

• Hvad skaber belastning i hverdagen?
• Hvad giver trivsel og tryghed?
• Hvordan opleves situationer indefra?
• Hvad forsøges mestret?
• Hvordan skaber vi deltagelse og får ejerskab?

LA2 handler derfor ikke kun om konfliktnedtrapning, men også om at skabe bedre betingelser for trivsel i hverdagen gennem blandt andet:

• trivselsplaner
• mestringsplaner
• tryghedsplaner
• læringsplaner
• trivselsøer

Planerne giver dog først rigtig mening, når de bruges som måder at forstå menneskers oplevede verden bedre — ikke blot som dokumentation eller skemaer.

Her bliver indefraperspektivet centralt, fordi borgerens oplevelse ikke kun bliver interessant som information, men som nødvendig faglig viden.

Du kan finde materialet til LA2 her og til LA2U her.

Når små ændringer bliver store

En supervision, som jeg har været ude til, illustrerede noget vigtigt omkring belastning og kontekst.

En borger ønskede pludselig ikke at vende tilbage efter weekend hos sine forældre.

I første omgang kom fokus hurtigt til at handle om motivation og om at få borger tilbage.

Men da situationen blev undersøgt nærmere, viste det sig, at der få dage tidligere var blevet ændret i en hverdagsstruktur.

Netop her bliver forskellen mellem et udefra- og indefraperspektiv tydelig. Det, der for medarbejdere kan fremstå som en mindre justering, kan for borgeren være tæt forbundet med forudsigelighed, tryghed og oplevelsen af kontrol i hverdagen.

Da strukturen blev ændret tilbage, ønskede borger igen at komme hjem.

Set gennem et neuropædagogisk perspektiv giver det god mening.

Mennesker med kognitive, følelsesmæssige eller udviklingsmæssige sårbarheder bruger ofte betydelig energi på at skabe forudsigelighed og sammenhæng i hverdagen. Når strukturer ændres, kan det påvirke:

• oplevelsen af kontrol og ejerskab
• følelsen af sikkerhed
• energiforbrug
• mental forberedelse
• mestring

Det kan være med til at forklare, hvorfor noget, der udefra virker som en lille ændring, indefra kan opleves meget større.

Situationen kan også forstås i lyset af Antonovskys teori om oplevelsen af sammenhæng. Antonovsky beskrev, hvordan menneskers mulighed for at håndtere belastninger hænger sammen med, om livet opleves som forståeligt, håndterbart og meningsfuldt.

Gregory Bateson pegede fra et systemisk perspektiv på, at handlinger og adfærd må forstås i den sammenhæng, de indgår i. Adfærd opstår i relation mellem menneske og omgivelser – ikke isoleret inde i individet.

Mere end konfliktnedtrapning

Low Arousal og LA2 udspringer af mange af de samme forståelser, men de retter opmærksomheden mod forskellige dele af praksis.

Hvor Low Arousal især hjælper os med at forstå og håndtere situationer med høj belastning, retter LA2 også opmærksomheden mod det, der sker før og efter.

• Hvad skaber belastning?
• Hvad skaber trivsel?
• Og hvordan opleves situationen af den person, det hele handler om?

Derfor skal LA2 ikke reduceres til konfliktnedtrapning alene.

Sammen om trivsel.

Indlægget Low Arousal og LA2 – hvad er forskellen, og hvorfor er det vigtigt? blev først udgivet på Sociale Visioner.

For samtidig arbejder vi i relationer, hvor der næsten altid er en eller anden form for asymmetri.

Nogen har definitionsmagten.
Nogen sætter rammerne.
Nogen vurderer, hvad der er hensigtsmæssigt.
Nogen bestemmer ofte mere end andre.

Derfor tror jeg også, at refleksioner over magt er nødvendige — også når intentionerne er gode.

Når styring bliver en del af hverdagen

Jeg har den sidste tid tænkt en del over forskellen mellem straf, belønning og det lidt provokerende begreb “bestikkelse”.

Ikke fordi jeg mener, at mennesker skal bestikkes, men fordi begrebet peger på noget interessant omkring magt og ligeværdighed.

I store dele af pædagogisk praksis arbejder vi fortsat med logikker, hvor adfærd reguleres gennem konsekvenser:

• Hvis du gør det ønskede, opnår du noget.
• Hvis du ikke gør det ønskede, mister du noget.
• Hvis du reagerer uhensigtsmæssigt, får det konsekvenser.

Det kan være velmenende, men relationelt rummer det også en asymmetri:

• nogen definerer målet
• nogen vurderer adfærden
• nogen udløser konsekvensen

For hvornår bliver støtte til styring?
Hvornår bliver motivation til kontrol?
Og hvornår mister mennesker oplevelsen af reel indflydelse på eget liv?

Det var også derfor, jeg blev optaget af det lidt provokerende begreb “bestikkelse”.

For selvom ordet umiddelbart lyder negativt, peger det måske på noget vigtigt omkring ligeværdighed og forhandling.

I straf og belønning er det ofte én part, der definerer målet og konsekvensen.

I det, vi lidt provokerende kunne kalde “bestikkelse”, ligger der oftere en forhandling:

Hvad er vigtigt for dig?
Hvad er vigtigt for mig?
Hvordan finder vi noget, begge parter kan være i?

Måske er det netop derfor, den tilgang nogle gange opleves mindre konfliktskabende. Fordi begge parter får noget ud af situationen, og relationen dermed bliver mere ligeværdig.

Selvbestemmelse, medbestemmelse og motivation

Her kan selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory), udviklet af Deci og Ryan, være relevant.

Teorien peger blandt andet på, at mennesker grundlæggende har behov for:

• autonomi
• kompetence
• samhørighed

Når mennesker oplever høj grad af kontrol og lav grad af indflydelse, påvirker det ofte både motivation, trivsel og deltagelse.

Det betyder ikke, at struktur, støtte eller rammesætning er uvigtigt.
Men det betyder, at måden det sker på, får betydning.

For mennesker reagerer ikke kun på kravene i sig selv, men også på oplevelsen af:

• at blive lyttet til
• at blive taget alvorligt
• at have indflydelse
• at blive mødt med respekt
• at have mulighed for deltagelse

Måske er det også derfor, samarbejde og forhandling ofte virker mindre konfliktskabende end styring alene.

Ikke fordi alle ønsker kan opfyldes. Men fordi oplevelsen af medbestemmelse ændrer relationen.

Magt og belastning

I arbejdet med mennesker i udsatte positioner bliver refleksioner over magt og medbestemmelse i socialfaglig praksis måske endnu vigtigere.

Mange mennesker i socialpsykiatrien og på handicapområdet har gennem livet oplevet høj grad af styring og lav grad af indflydelse.

Når mennesker samtidig er belastede, stressede eller følelsesmæssigt overvældede, reduceres ofte evnen til regulering og fleksibilitet.

Her bliver magt ikke kun noget juridisk eller organisatorisk, for måden vi stiller krav på, taler på eller fastholder strukturer på, kan enten øge eller reducere belastningen i situationen.

Når vi bliver for hurtige til at forklare adfærd

Vi kan let komme til at placere problemet inde i individet alene, når vi bruger beskrivelser som:

• “manipulerende”
• “udadreagerende”
• “kravafvisende”
• “umotiveret”

Men adfærd opstår ikke isoleret.

Gregory Bateson beskrev indenfor systemisk tænkning, hvordan mening altid må forstås i den sammenhæng, handlinger indgår i.

Det betyder også, at vi må være nysgerrige på:

• belastningerne omkring mennesket
• relationerne
• oplevelsen af kontrol eller afmagt
• tidligere erfaringer
• følelsen af tryghed eller utryghed

For nogle gange handler konflikter mindre om modstand og mere om belastning, afmagt eller manglende oplevelse af indflydelse.

Supervision som refleksionsrum

Noget af det, jeg selv oplever som vigtigt i supervision, er muligheden for sammen at undersøge de dynamikker, der opstår i relationer og i hverdagen omkring mennesker.

Supervision kan blandt andet skabe rum for at:

• undersøge belastninger fremfor kun adfærd
• reflektere over magt og styring
• arbejde med medbestemmelse og deltagelse
• opdage kontekstens betydning
• koble teori og praksis tættere sammen

Jo mere komplekst arbejdet med mennesker bliver, jo vigtigere tror jeg, det bliver, at vi tør være nysgerrige på vores egen position, vores magt og den måde, relationer formes på i praksis.

For måske handler mange konflikter ikke kun om modstand, men også om belastning, afmagt og oplevelsen af manglende indflydelse.

Derfor tror jeg også, det bliver vigtigt, at vi holder fast i troen på, at mennesker — også når de reagerer kraftigt — gør det bedste, de kan i situationen.

Prøv lige at overveje, om du ikke også selv altid forsøger at gøre det bedste, du kan i situationen.

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med forebyggelse af magt samt fokus på trivsel i din specialpædagogiske praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på trivsel, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Magt, medbestemmelse og styring i socialfaglig praksis blev først udgivet på Sociale Visioner.

Det gælder blandt andet, når vi vurderer mistrivsel, deltagelse, motivation eller udvikling. For det, vi forstår som et problem, afhænger i høj grad af de perspektiver, vi møder mennesker gennem.

• Hvilke forventninger har vi til deltagelse?
• Hvad opfatter vi som velfungerende adfærd?
• Og hvornår bliver forskellighed til et problem?

Spørgsmål som disse knytter sig tæt til begreber som hypernormalitet, handicapforståelser og forholdet mellem system og livsverden.

Perspektiverne udspringer af forskellige faglige traditioner, men de peger alle på betydningen af at undersøge de normer, forventninger og styringslogikker, der præger vores praksis.

I denne artikel udfolder jeg disse perspektiver og deres betydning for social- og specialpædagogisk arbejde.

Hypernormalitet og det, der tæller som at kunne fungere

Bent Madsen beskriver hypernormalitet som en udvikling, hvor det at være “normal” i stigende grad forbindes med at kunne fungere, præstere og skabe værdi på bestemte måder.

Deltagelse bliver dermed ikke kun et spørgsmål om at være en del af fællesskabet, men også om at leve op til bestemte forventninger om funktion og præstation.

Det genkendes blandt mange unge, som står i et krydspres mellem egne forudsætninger og krav om at kunne navigere i uddannelse, sociale fællesskaber og præstationsorienterede systemer.

Det samme mønster kan ses i ledelse, hvor økonomiske rammer, styringskrav og organisatoriske mål i stigende grad kommer til at definere, hvad der opfattes som god eller rigtig praksis.

Her bliver Jürgen Habermas’ skelnen mellem system og livsverden relevant. Når logikker knyttet til økonomi, styring og effektivitet får forrang, risikerer relationer, mening og fælles forståelse at træde i baggrunden.

I den bevægelse bliver deltagelse ikke kun et spørgsmål om evner, men også om hvilke former for bidrag der anerkendes og tillægges værdi.

Som Bent Madsen peger på, er mennesker ikke blot individer, men meningsvæsener, der orienterer sig mod fællesskab, betydning og deltagelse. Når mennesker gentagne gange oplever ikke at kunne leve op til de forventninger, omgivelserne stiller, bliver mistrivsel derfor ofte et spørgsmål om betingelserne omkring dem – ikke kun om forhold i dem.

Handicapforståelser, normalitet og deltagelse i specialpædagogisk praksis

Emil Falster arbejder med forskellige handicapforståelser og crip-teoretiske perspektiver, der udfordrer etablerede forståelser af funktionsevne og normalitet. 

Handicap kan i dette perspektiv forstås som: 

• en individuel egenskab  

• en relation mellem menneske og omgivelser  

• et socialt og kulturelt vilkår  

• eller en kritisk udfordring af normalitetsbegrebet selv  

Ableisme beskriver de normer, der gør bestemte måder at være menneske på mere værdifulde end andre. 

Det betyder, at vi let kan komme til at forstå adfærd som noget, der primært ligger i personen, før vi undersøger de normer, relationer og kontekster, den opstår i.

Her bliver det afgørende at kunne adskille mennesket fra problemet – uden at miste forståelsen af kompleksiteten i det sociale felt. 

Du kan læse mere om Ableisme i Emil Falsters bog af samme navn, samt i mit tidligere indlæg om ableisme.

 Når forståelser skal undersøges i praksis

Det er i krydsfeltet mellem Habermas’ system/livsverden, Madsens hypernormalitet og Falsters kritik af normalitet, at en central faglig pointe træder frem.

Praksis bliver ikke kun formet af det, vi gør, men også af det, vi tager for givet.

Når systemets krav, normalitetsforståelser og deltagelsesforventninger smelter sammen, kan det blive vanskeligt at få øje på alternative måder at forstå mennesker på.

Derfor bliver det afgørende at skabe rum, hvor forståelser kan undersøges, udfordres og nuanceres.

Det gælder både i supervision, rådgivning, undervisning, ledelse og i de samtaler, hvor komplekse situationer forsøges forstået fra flere perspektiver.

Fælles for disse rum er, at de giver mulighed for at sænke tempoet i forståelsen og undersøge, hvordan normer, forventninger og organisatoriske logikker påvirker vores blik på mennesker og deltagelse.

Den røde tråd: Fra forståelse til nye handlemuligheder

Hypernormalitet, handicapforståelser og forholdet mellem system og livsverden udspringer af forskellige faglige traditioner. Alligevel kredser de om nogle af de samme spørgsmål.

• Hvilke normer og forventninger tager vi for givet?
• Hvad forstås som deltagelse, trivsel og det at fungere?
• Og hvordan påvirker vores forståelser de handlemuligheder, der bliver synlige i praksis?

Hypernormalitet retter opmærksomheden mod de krav og forventninger, som mennesker møder i fællesskaber, organisationer og samfund.

Handicapforståelser og kritiske perspektiver på ableisme hjælper os med at undersøge, hvordan normer former det, vi får øje på – og det, vi risikerer at overse.

Forholdet mellem system og livsverden tydeliggør, hvordan styring, organisering og effektivitet påvirker vores praksis, og hvordan relation, mening og fælles forståelse kan komme under pres.

Fælles for perspektiverne er, at de udvider forståelsen af situationen. De minder os om, at mennesker ikke kan forstås løsrevet fra de sammenhænge, de indgår i, og at det, vi opfatter som problemer, ofte også hænger sammen med de betingelser, problemerne opstår under.

Når forståelsen bliver mere nuanceret, opstår der ofte også flere muligheder for handling.

Spørgsmål til refleksion i praksis

Perspektiver som hypernormalitet, handicapforståelser og system/livsverden giver ikke færdige svar. Til gengæld kan de hjælpe os med at stille andre spørgsmål:

• Hvilke normer og forventninger er i spil i denne situation – og hvem er de skabt til?
• Hvad er vi i gang med at forstå som problemet, og hvad risikerer vi at overse i relationerne, konteksten eller rammerne?
• Hvilke ændringer i forståelse, organisering eller samarbejde kunne skabe bedre betingelser for deltagelse og trivsel?

Spørgsmålene er ikke tænkt som en tjekliste, men som en invitation til at undersøge praksis fra flere perspektiver.

Afslutning – hvad skal vi forstå anderledes?

Det afgørende er derfor ikke, hvad vi skal gøre anderledes, men hvilke forståelser vi tager med os ind i praksis.

For det, vi får øje på hos mennesker, hænger tæt sammen med de normer, forventninger og perspektiver, vi møder dem med.

Når systemets logikker, normalitetsforståelser og deltagelseskrav undersøges samlet, bliver det lettere at få øje på, hvordan praksis formes – og hvordan den også kunne se anderledes ud.

Hypernormalitet og handicapforståelser i specialpædagogisk praksis giver ikke færdige svar. Til gengæld hjælper perspektiverne os med at stille andre spørgsmål og undersøge situationer mere nuanceret.

Det er ofte her, nye forståelser og nye handlemuligheder begynder at tage form.

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med hypernormalitet og handicapforståelser i specialpædagogisk praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på menneskesyn, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Individuelle samtaler
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Hypernormalitet og handicapforståelser i specialpædagogisk praksis blev først udgivet på Sociale Visioner.

I arbejdet møder vi ofte det, der er synligt først: en konflikt, en afvisning, en reaktion, en fastlåst relation eller et samarbejde, der er kørt skævt. Under pres kan det være fristende hurtigt at konkludere, hvad problemet er – og hvem der bærer det.

Men netop her bliver vores faglige blik afgørende.

For hvad bliver muligt, når vi ikke stopper ved det synlige? Når vi bliver længere i det undersøgende? Når vi får øje på normer, værdier og de fortællinger, der former vores forståelse af mennesker?

I denne artikel samler jeg tre perspektiver, som jeg oplever hænger tæt sammen i praksis: ableisme, værdier og eksternalisering. Tre faglige perspektiver, som hver især – og særligt i samspil – kan nuancere vores forståelser og styrke vores handlemuligheder.

Når vi forstår mennesker for hurtigt, mister vi ofte det vigtigste

I mange faglige sammenhænge er tempoet højt. Der skal handles, dokumenteres, koordineres og skabes overblik. Det er vilkår, mange kender. Men i et højt tempo opstår også en risiko: at vi kommer til at forstå mennesker for hurtigt.

Vi kan komme til at tænke:

• Hun er konfliktsøgende
• Han vil ikke samarbejde
• Hun modsætter sig alt
• Han passer ikke ind i fællesskabet.

Den slags formuleringer opstår sjældent af ond vilje. De opstår ofte som forsøg på at skabe mening i noget komplekst. Men de kan også gøre vores blik smallere, end situationen kalder på.

Når vi forstår mennesker for hurtigt, risikerer vi at overse:

• de normer, der former vores forventninger
• de værdier, der ligger bag handlinger
• de relationelle og strukturelle vilkår, som påvirker situationen
• og de fortællinger, der kan komme til at låse både mennesket og fagpersonen fast

Det er her ableisme, værdier og eksternalisering bliver vigtige faglige pejlemærker.

Ableisme: Når normer bliver usynlige i praksis

Ableisme handler om de normer og forventninger, der favoriserer bestemte kroppe, evner, tempoer og måder at være menneske på. Begrebet peger på, hvordan samfund, institutioner og fællesskaber ofte er indrettet ud fra forestillinger om, hvad der er “normalt”, “hensigtsmæssigt” eller “rigtigt”.

Det gør ableisme relevant langt ud over handicapområdet. For i socialfaglig og specialpædagogisk praksis arbejder vi hele tiden i spændingsfeltet mellem menneskelig variation og systemiske forventninger.

Ableisme kan vise sig på flere niveauer:

• Strukturelt: i samfundets adgangsforhold, standarder og organisering
• Institutionelt: i mødeformer, dokumentationskrav, regler og praksisformer
• Interpersonelt: i vores sprog, forventninger og relationelle positioneringer
• Internaliseret: når mennesker selv overtager fortællinger om at være for meget, for besværlige eller forkerte

Nogle gange handler udfordringen ikke kun om mennesket. Den handler også om de normer og forventninger, der er bygget ind i vores praksis – og om hvem de er skabt til.

Du kan læse mere om Ableisme i Emil Falsters bog af samme navn.

“Han kan ikke deltage i måltider i fællesskabet”

Et team beskriver en borger som en, der “ikke kan være i måltidssituationen”. Han bliver urolig, rejser sig fra bordet, afbryder, siger høje lyde eller forlader fællesskabet. Medarbejderne oplever, at han forstyrrer de fælles rammer omkring måltidet, og frustrationen vokser.

Når situationen undersøges nærmere, viser det sig, at måltidet foregår i et miljø med mange samtidige krav og indtryk. Der er mange mennesker til stede, flere samtaler foregår på samme tid, og situationen kræver både ventetid, koncentration og evnen til at navigere i skift mellem forskellige aktiviteter.

Samtidig er forventningerne til deltagelse ikke nødvendigvis tydelige, og der er få muligheder for pauser eller regulering undervejs.

Det ændrer ikke på det, medarbejderne observerer. Men det udvider forståelsen af situationen.

For måske handler spørgsmålet ikke kun om, hvorvidt borgeren kan være i måltidssituationen. Måske handler det også om, hvilke forudsætninger måltidssituationen bygger på.

Da teamet begynder at justere rammerne, sker der gradvist noget. Måltidet bliver mere overskueligt, forventninger og rækkefølge visualiseres, antallet af samtidige indtryk reduceres, og der skabes mulighed for korte pauser undervejs.

Borgeren begynder i højere grad at deltage, og dermed ændrer fortællingen sig også.

Han er ikke længere blot en borger, der “ikke kan være i måltidssituationen”. Han bliver et menneske, hvis deltagelsesmuligheder påvirkes af de rammer, han møder.

Når vi ændrer blikket på situationen, bliver det tydeligt, at udfordringen ikke kun ligger hos borgeren. Den hænger også sammen med de betingelser, deltagelsen foregår under.

Her peger praksis ind i et større fagligt perspektiv. Mange af de tilpasninger, der gør deltagelse lettere for én person, viser sig ofte at være hjælpsomme for langt flere. Det er netop en af grundtankerne bag universelt design.

Universelt design er ikke særbehandling – det er bedre praksis

Mange løsninger, vi i dag tager for givet, er oprindeligt opstået, fordi nogen havde et konkret behov:

• automatiske døre
• undertekster
• hæve-/sænkeborde
• tydelig skiltning
• alternative måder at modtage information på

Fælles for dem er, at de sjældent kun gavner én gruppe. De skaber bedre tilgængelighed og bedre kvalitet for langt flere.

Det samme gælder i socialfaglig og specialpædagogisk praksis. Når vi designer bredere, tænker mere fleksibelt og tager menneskelig variation alvorligt, styrker vi deltagelse, trivsel og faglig præcision.

Værdier: Det usynlige under adfærden

Det, vi først får øje på i praksis, er som regel handlingerne.

• Den skarpe tone.
• Afvisningen.
• Uroen.
• Frustrationen.
• Modstanden.
• Konflikten.

Men handlinger fortæller sjældent hele historien.

Et billede, jeg ofte bruger, er at forestille sig mennesker som træer. Det synlige over jorden er det, vi gør og siger. Under jorden findes rødderne.

Rødderne kan forstås som de værdier, der er vigtige for os. Det, der giver retning, mening og betydning i vores liv. Det, vi forsøger at passe på, holde fast i eller skabe plads til.

Det kan være værdier som selvbestemmelse, tryghed, retfærdighed, værdighed, fællesskab, ansvar eller frihed.

Derfor bliver det interessant ikke kun at undersøge handlingen, men også hvad handlingen forsøger at beskytte.

For når mennesker støder sammen i praksis, er det ofte værdierne under handlingerne, der er på spil.

“Hun modsætter sig altid vores plan”

En ung kvinde beskrives i en personalegruppe som konfliktsøgende. Hver gang der laves planer omkring hendes hverdag, opstår der uenigheder. Hun afviser forslag, bliver vred eller trækker sig fra dialogen. Medarbejderne oplever, at samarbejdet ofte går i stå.

Ved første blik kan det ligne modstand mod struktur.

Men når opmærksomheden flyttes fra adfærden til det, der er vigtigt for de involverede, træder et andet billede frem.

For medarbejderne handler situationen blandt andet om værdier som stabilitet, overskuelighed, ansvarlighed og ønsket om at forebygge kaos.

For den unge kvinde viser det sig, at værdier som selvbestemmelse, værdighed, indflydelse og det at blive taget alvorligt fylder meget.

Dermed bliver hendes reaktion ikke kun et nej til planen. Den kan også forstås som et forsøg på at beskytte noget, der er vigtigt for hende.

Da medarbejderne begynder at ændre deres tilgang, sker der gradvist en bevægelse. De præsenterer ikke længere færdige planer som udgangspunkt, men arbejder i højere grad med små valg og medbestemmelse. Samtidig bliver de mere optagede af, hvad hendes nej giver udtryk for, end af hvordan de får planen gennemført.

Konflikterne forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. Men samarbejdet bliver mindre kamppræget, og der opstår større mulighed for at finde løsninger, som både tager højde for struktur og selvbestemmelse.

Værdier gælder ikke kun borgeren – de gælder også os

Et vigtigt fagligt punkt er, at værdier ikke kun ligger hos borgeren eller den pårørende. De ligger også hos os som fagpersoner i den specialpædagogiske praksis.

Når en medarbejder bliver frustreret, hård, afmægtig eller skuffet, er der ofte også noget vigtigt på spil:

• ønsket om at gøre arbejdet ordentligt
• ansvar for gruppens trivsel
• behov for forudsigelighed
• faglig stolthed
• loyalitet over for kolleger
• ønsket om at beskytte et sårbart menneske

Når vi får øje på dette i supervision, sker der ofte noget afgørende. Medarbejderen bliver ikke reduceret til “forkert praksis” eller “uhensigtsmæssig reaktion”. Der opstår et mere værdigt og mere udviklende afsæt for refleksion.

Eksternalisering: Når mennesket ikke er problemet

I pressede praksisser opstår der hurtigt beskrivelser, som får betydning for den måde, vi forstår mennesker på.

• “Hun er konfliktsøgende.”
• “Han manipulerer.”
• “Hun vil ikke samarbejde.”
• “Han modarbejder.”

Formuleringerne kan være forståelige nok. De udspringer ofte af konkrete erfaringer og situationer, som opleves vanskelige. Udfordringen opstår, når beskrivelsen af problemet gradvist bliver til en beskrivelse af personen.

Så bliver opmærksomheden let rettet mod det, der er galt med mennesket, frem for mod det, der sker i relationen, situationen eller de sammenhænge, personen indgår i.

Her kan eksternalisering bidrage med et andet perspektiv. Eksternalisering, som blandt andet forbindes med Michael White og David Epston, bygger på en grundlæggende antagelse om, at mennesket er mere end de problemer, det kæmper med.

Derfor bliver opgaven ikke at forklare personen gennem problemet, men at undersøge problemets betydning og indflydelse i personens liv.

Det flytter også spørgsmålene.

Fra:

• Hvad er der galt med personen?

Til:

• Hvad er det, problemet forsøger at få magt over?
• Hvornår fylder problemet mest?
• Hvornår fylder det mindre?
• Hvad forsøger mennesket at passe på?
• Hvilke undtagelser findes allerede?

Dermed flytter fokus sig fra vurdering til undersøgelse. Og ofte opstår der flere nuancer, flere forståelser og flere muligheder for handling.

“Han er manipulerende”

En mand på et specialpædagogisk tilbud beskrives som manipulerende. Medarbejderne oplever, at han spørger flere medarbejdere om det samme, ændrer forklaringer undervejs og reagerer kraftigt på afslag.

Hvis denne forståelse kommer til at dominere, er der en risiko for, at han mødes med øget mistænksomhed, større afstand og mere kontrol. Det kan være forståeligt, men det kan også bidrage til at fastholde det mønster, man forsøger at ændre.

Når situationen undersøges gennem et eksternaliserende perspektiv, flytter spørgsmålene sig.

• Hvornår får utrygheden mest indflydelse i kontakten med ham?
• Hvad sker der lige inden, han begynder at spørge flere medarbejdere?
• Hvad forsøger behovet for kontrol at sikre for ham?
• Hvornår lykkes det ham at holde fast i ét svar?
• Hvad kendetegner de situationer, hvor samspillet fungerer bedre?

Det viser sig måske, at mønsteret særligt opstår, når beskeder er uklare, aftaler ændres uden forberedelse, medarbejdere skifter, eller konsekvenser opleves som uforudsigelige. Måske har tidligere erfaringer lært ham, at det er nødvendigt at sikre sig flere gange.

Dermed bliver “manipulation” ikke længere en forklaring på, hvem han er. I stedet bliver det muligt at undersøge et mønster, som opstår i bestemte situationer og under bestemte betingelser.

Det fritager ikke nogen for ansvar. Men det giver et mere nuanceret grundlag for at forstå situationen og handle i den.

Den røde tråd

Gennem hele artiklen har de samme spørgsmål vist sig igen og igen.

• Hvilke normer tager vi for givet?
• Hvad er vigtigt for det menneske, vi står overfor?
• Og hvad sker der med vores forståelse, når problemet kommer til at fylde mere end personen?

Ableisme, værdier og eksternalisering giver forskellige svar, men de hjælper os alle med at undersøge situationer mere nuanceret.

Ableisme retter opmærksomheden mod de normer og forventninger, der præger vores praksis.

Værdiperspektivet hjælper os med at få øje på det, mennesker forsøger at passe på, når de handler, som de gør.

Eksternalisering hjælper os med at adskille mennesket fra problemet, så personen ikke reduceres til de vanskeligheder, der fylder lige nu.

Fælles for perspektiverne er, at de udvider forståelsen af situationen og minder os om, at mennesker sjældent kan forstås løsrevet fra de relationer, værdier og sammenhænge, de indgår i.

Hvad bliver muligt, når vi ser bag om det synlige?

De spørgsmål, der er blevet udfoldet gennem artiklen, peger alle i samme retning:

• Hvad er vigtigt for dette menneske?
• Hvilke normer er i spil her?
• Hvad forsøger problemet at få magt over?
• Hvad gør vores rammer ved situationen?
• Og hvilke fortællinger er vi ved at skabe?

Ableisme, værdier og eksternalisering hjælper os med at undersøge de forståelser, vi skaber om mennesker og de situationer, de indgår i.

Når vi bliver længere i det undersøgende, opstår der ofte en mere nuanceret forståelse af situationen. Ikke fordi kompleksiteten forsvinder, men fordi vi får bedre mulighed for at forstå den.

Det er ofte her, vi får øje på muligheder, som tidligere blev overset.

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med ableisme, værdier og eksternalisering i din specialpædagogiske praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på menneskesyn, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Når det synlige kommer til at styre vores forståelse – ableisme, værdier og eksternalisering blev først udgivet på Sociale Visioner.

• Hvordan støtter vi bedst borgeren?
• Hvad ligger bag en adfærd, der skaber bekymring?
• Hvordan omsætter vi vores faglige tilgang til konkrete handlinger i hverdagen?

Disse spørgsmål kan sjældent besvares gennem procedurer eller manualer alene.

Derfor er supervision en vigtig del af fagligheden på mange specialpædagogiske arbejdspladser.

I denne artikel tager jeg udgangspunkt i supervision som et udviklingsrum for refleksion, læring og fælles praksis. En supervision, der ikke alene handler om at forstå konkrete situationer, men også om at udvikle kvaliteten i de beslutninger, vi træffer sammen.

For supervision er efter min erfaring mest virksom, når den kobler konkrete dilemmaer med faglige tilgange, menneskesyn og refleksion over praksis.

Supervision som fagligt udviklingsrum

Supervision i specialpædagogisk praksis er langt mere end en samtale.

Supervision er et struktureret refleksionsrum, hvor medarbejdere og ledere undersøger konkrete situationer, dilemmaer og faglige problemstillinger med det formål at styrke kvaliteten i indsatsen.

Når supervision fungerer bedst, bliver den et fagligt laboratorium. Et sted hvor erfaringer, faglige tilgange, værdier og menneskesyn bringes i spil, så praksis kan undersøges, nuanceres og videreudvikles.

Supervision handler ikke om at finde hurtige løsninger. Det handler om at skabe nye perspektiver, øge forståelsen og kvalificere de handlinger, vi vælger i mødet med borgeren.

Jo tættere supervisionen tager afsæt i konkrete situationer fra hverdagen, desto større er sandsynligheden for, at refleksionerne omsættes til handling.

Hvorfor er supervision vigtig i specialpædagogisk arbejde?

Specialpædagogisk arbejde foregår ofte i komplekse og uforudsigelige situationer, hvor medarbejdere konstant skal vurdere, justere og træffe beslutninger.

Den russiske psykolog Lev Vygotsky beskrev, hvordan mennesker udvikler sig bedst i den nærmeste udviklingszone – det område, hvor eksisterende erfaringer kombineres med nye perspektiver og ny læring.

Det er netop her, supervision kan gøre en forskel.

Når medarbejdere undersøger konkrete situationer sammen med andre, får de mulighed for at se praksis fra nye vinkler. Det kan skabe nye handlemuligheder og styrke evnen til at møde fremtidige situationer med større faglig sikkerhed.

Donald Schön beskrev samtidig, hvordan professionelle udvikler sig gennem refleksion både i og over handling. Han kaldte dette reflection-in-action og reflection-on-action.

Supervision understøtter begge processer. Den hjælper os med både at forstå det, vi allerede har gjort, og kvalificere det, vi gør næste gang.

Det er her, organisatorisk læring kan opstå.

Supervision handler også om menneskesyn

I socialt og specialpædagogisk arbejde træffer vi hver dag beslutninger med direkte betydning for borgernes liv.

Bag hver beslutning ligger et menneskesyn. En forståelse af mennesker, udvikling, relationer og muligheder. Ofte er disse antagelser så indarbejdede, at vi ikke længere lægger mærke til dem. Supervision giver mulighed for at gøre disse præmisser synlige.

Det gælder også de fortællinger, vi skaber om borgerne. Når en borger beskrives som “udadreagerende”, kan fortællingen hurtigt komme til at fremstå som en sandhed om personen.

Når vi i stedet spørger, hvad personen forsøger at mestre, eller hvad situationen kalder på, ændrer vi vores forståelse af problemet.

Problemet flyttes fra personen til samspillet mellem personen og omgivelserne.

Det betyder ikke, at udfordringen forsvinder. Men det åbner ofte for flere handlemuligheder, større faglig nysgerrighed og mere nuancerede beslutninger.

Når vi undersøger vores forståelser og værdier, bliver det lettere at skabe fælles faglige retninger i personalegruppen. Samtidig styrkes grundlaget for de beslutninger, der træffes i hverdagen.

Det skaber bedre forudsætninger for sammenhængende indsatser og fælles faglige beslutninger.

Supervision skal tage afsæt i jeres faglige fundament

Der findes ikke én metode, der gør supervision virksom.

Det afgørende er, at supervisionen tager afsæt i den faglige tilgang, som medarbejderne arbejder ud fra i hverdagen.

Når supervision kobles til organisationens faglige fundament, styrkes sammenhængen mellem teori og praksis. Det øger sandsynligheden for, at refleksioner omsættes til konkrete handlinger i mødet med borgerne.

Den faglige tilgang kan eksempelvis være LA2, KRAP, mentalisering, neuropædagogik, narrativ praksis eller andre faglige referencerammer.

Pointen er ikke, hvilken metode man vælger.

Pointen er, at supervisionen aktivt understøtter den faglige retning, organisationen ønsker at arbejde ud fra.

Arbejder man eksempelvis med LA2, kan supervisionen bidrage til at undersøge adfærd som mestringsforsøg frem for modstand. Arbejder man narrativt, kan supervisionen hjælpe med at udforske de fortællinger, der præger forståelsen af borgeren og situationen. Og inddrages neuropædagogiske perspektiver, kan supervisionen skabe større forståelse for sammenhængen mellem borgerens forudsætninger, omgivelserne og de krav, der stilles.

Hvis supervision og faglige metoder adskilles fra hinanden, risikerer man, at ny viden forbliver kursusviden uden reel forankring i praksis.

Hvorfor er supervision særligt vigtigt på botilbud?

På botilbud arbejder medarbejdere ofte med borgere, der har komplekse støttebehov og behov for en høj grad af koordinering mellem fagpersoner.

Kvaliteten af indsatsen afhænger derfor sjældent af én enkelt medarbejders kompetencer. Kvaliteten opstår i samspillet mellem medarbejderne og i deres fælles forståelse af borgerens behov.

Borgeren møder sjældent kun én medarbejder. Derfor får forskelle i forståelser, vurderinger og pædagogiske strategier betydning for den samlede indsats.

Supervision i specialpædagogisk praksis kan bidrage til at skabe et fælles fagligt ståsted, hvor medarbejderne ikke nødvendigvis gør det samme, men træffer beslutninger på et fælles fagligt grundlag.

Når medarbejdere sammen undersøger konkrete situationer fra hverdagen, bliver det lettere at skabe fælles forståelser af både borgernes behov og de pædagogiske valg, der træffes.

Det reducerer risikoen for uensartede indsatser og bidrager til større faglig kvalitet, bedre samarbejde og mere sammenhængende støtte til borgerne.

Hvad sker der, når supervision mangler?

Når supervision nedprioriteres, mister organisationen et vigtigt læringsrum.

Faglige dilemmaer risikerer at blive håndteret alene. Problembeskrivelser kan udvikle sig til fastlåste fortællinger. Nye metoder kan få svært ved at blive omsat til praksis.

Samtidig øges risikoen for faglig usikkerhed, afmagt og oplevelsen af at stå alene med komplekse problemstillinger.

Manglende supervision påvirker derfor ikke kun medarbejdernes trivsel. Det kan også få betydning for kvaliteten i indsatsen.

Supervision som strategisk investering

Anbefalinger fra Social- og Boligstyrelsen peger på supervision som et vigtigt redskab til at styrke kvalitet, trivsel og faglig sammenhængskraft i sociale indsatser.

Supervision skaber størst værdi, når den er kontinuerlig, praksisnær og forankret i organisationens faglige fundament.

Når supervision tænkes som professionelt vedligehold frem for brandslukning, styrkes både medarbejdernes faglige udvikling og organisationens samlede kvalitet.

De mange små beslutninger, der træffes hver dag, former den samlede kvalitet i indsatsen.

Supervision er med til at kvalificere disse beslutninger.

Derfor er supervision ikke blot en investering i medarbejderne.

Det er også en investering i borgerne og i organisationens samlede faglighed.

Konklusion

Supervision i specialpædagogisk praksis er ikke blot et rum for refleksion.

Det er et fagligt udviklingsrum, hvor praksis undersøges, nuanceres og kvalificeres.

Når supervision tager afsæt i konkrete dilemmaer, organisationens faglige fundament og et fælles menneskesyn, styrkes både kvaliteten i indsatsen og medarbejdernes mulighed for at handle fagligt velbegrundet.

Uanset om den faglige tilgang er LA2, neuropædagogik, KRAP, mentalisering eller noget helt femte, kan supervision være med til at omsætte teori til handling og skabe sammenhæng mellem værdier, metoder og daglige beslutninger.

Derfor bør supervision ikke ses som et ad hoc-tiltag, men som en integreret del af den faglige drift.

For kvalitet opstår ikke af sig selv.

Den udvikles gennem refleksion, samarbejde og de beslutninger, vi træffer hver dag.

Sammen om trivsel.

Vil du høre mere om supervision i specialpædagogisk praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på menneskesyn, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Individuelle samtaler
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Supervision i specialpædagogisk praksis – hvorfor er det vigtigt? blev først udgivet på Sociale Visioner.

Når vi arbejder tæt med mennesker, påvirkes vi af de relationer, beslutninger og dilemmaer, vi står i. Det er en naturlig del af arbejdet og ikke et tegn på manglende robusthed.

Set i det perspektiv kan supervision betragtes som fagligt vedligehold. Den skaber mulighed for refleksion, læring og faglig udvikling, før belastningerne sætter sig fast, og giver plads til at undersøge erfaringer, udfordre perspektiver og dele faglige overvejelser med andre.

Supervision er mere end hjælp, når noget er svært

Supervision bliver ofte beskrevet som en indsats, der skal hjælpe medarbejdere med at håndtere vanskelige situationer. Det er den også, men hvis supervision alene forbindes med problemer, risikerer vi at overse dens betydning som et løbende refleksions- og læringsrum.

Når supervision er en fast del af praksis, skabes der mulighed for refleksion, læring og faglig udvikling, før udfordringer udvikler sig til fastlåste problemstillinger.

Samtidig styrkes den fælles faglige forståelse af de opgaver, der skal løses.

Supervision som fagligt vedligehold

Social- og Boligstyrelsen beskriver supervision som et struktureret refleksions- og læringsrum, hvor fagpersoner sammen undersøger deres praksis.

Formålet er blandt andet at styrke kvaliteten i indsatsen, understøtte faglig udvikling og forebygge belastning.

Set i det perspektiv kan supervision betragtes som fagligt vedligehold.

På samme måde som organisationer arbejder systematisk med kompetenceudvikling, arbejdsmiljø og kvalitetssikring, kan supervision være med til at vedligeholde den faglige dømmekraft og refleksion.

Det gælder ikke kun, når noget er svært. Det gælder også, når arbejdet fungerer godt.

Når arbejdet fungerer godt, giver supervision mulighed for at undersøge, hvad der bidrager til kvaliteten, og hvordan disse erfaringer kan fastholdes og udvikles.

Når rammerne spænder ben

I arbejdet med mennesker opstår der situationer, hvor fagpersoner ved, hvad de vurderer vil være hjælpsomt eller fagligt relevant, men samtidig oplever, at rammer, ressourcer eller organisatoriske forhold begrænser handlemulighederne.

Dorthe Birkmose beskriver denne belastning som moralsk stress.

Moralsk stress opstår ikke nødvendigvis på grund af manglende kompetencer eller engagement. Tværtimod beskriver Birkmose, hvordan belastningen ofte opstår hos medarbejdere, der netop tager deres faglighed alvorligt og ønsker at handle i overensstemmelse med den.

Når sådanne oplevelser står alene over længere tid, kan de påvirke både arbejdsglæde, trivsel og oplevelsen af faglig mening.

Her kan supervision skabe et rum, hvor dilemmaer, frustrationer og usikkerheder kan undersøges i fællesskab. Formålet er ikke nødvendigvis at finde enkle løsninger, men at skabe et fælles fagligt grundlag for at forstå og håndtere kompleksiteten.

Narrativ supervision og nye handlemuligheder

Narrativ supervision bygger blandt andet på tanker fra Michael White, som beskrev, hvordan de fortællinger, vi skaber om mennesker, situationer og problemer, er med til at forme vores forståelser og de handlemuligheder, vi får øje på.

Når bestemte fortællinger kommer til at dominere, kan både problemer og relationer fremstå mere fastlåste, end de nødvendigvis er. Derfor bliver en vigtig opgave i supervisionen at undersøge, hvilke fortællinger der præger vores blik, og hvilke erfaringer, begivenheder eller perspektiver der risikerer at træde i baggrunden.

I narrativ supervision undersøges disse forståelser systematisk. Når arbejdets kompleksitet fylder meget, kan det vanskelige og problemmættede gradvist komme til at fylde mere end de erfaringer og muligheder, som også er en del af virkeligheden.

Narrativ supervision handler ikke om at skabe positive fortællinger. Det handler om at undersøge, om der findes andre perspektiver, erfaringer eller begivenheder, som også fortjener opmærksomhed.

• Hvad kunne vi også fortælle?
• Hvad får vi øje på, når vi undersøger situationen fra flere perspektiver?
• Og hvilke handlemuligheder bliver synlige, når fortællingen nuanceres?

Ofte opstår der nye forståelser, ikke fordi problemerne forsvinder, men fordi situationen kommer til at fremstå mindre entydig.

Skaber supervision reel forandring?

Et spørgsmål, der jævnligt dukker op, er, om supervision faktisk gør en forskel i praksis.

Både forskning og erfaring peger på, at supervision kan bidrage til konkrete forandringer, når den kobles tæt til hverdagen og de situationer, medarbejderne står i.

Refleksion alene skaber sjældent forandring, men refleksion kan skabe grundlag for nye handlinger.

Når medarbejdere udvikler en fælles forståelse af en situation, styrkes mulighederne for at handle mere sammenhængende og målrettet.

Nogle gange viser effekten sig i små justeringer. Andre gange kan et nyt fælles perspektiv føre til markante ændringer i samarbejde, tilgang eller forståelsen af borgerens adfærd.

Supervision på botilbud og specialiserede tilbud

På botilbud og andre specialiserede tilbud er arbejdet ofte præget af høj kompleksitet.

Medarbejdere skal navigere i krydspresset mellem faglige vurderinger, organisatoriske rammer, lovgivning, samarbejde med pårørende og hensynet til den enkelte borgers ønsker og behov.

Det stiller store krav til både faglig refleksion og fælles koordinering.

Her kan supervision bidrage til at skabe et fælles rum, hvor praksis undersøges systematisk.

Formålet er ikke at placere ansvar eller finde hurtige løsninger, men at kvalificere forståelser, styrke samarbejdet og skabe et fælles fagligt ståsted.

Hvorfor supervision bør være en fast del af praksis

Når vi ser på tværs af forskning, faglige anbefalinger og erfaringer fra praksis, tegner der sig et forholdsvis tydeligt billede.

Supervision handler om mere end at håndtere konkrete udfordringer.

Den skaber mulighed for løbende refleksion over praksis, giver plads til at undersøge faglige dilemmaer og understøtter udviklingen af et fælles fagligt ståsted.

Når relationer, kompleksitet og faglige vurderinger er en del af hverdagen, bliver supervision derfor ikke kun relevant, når noget er svært. Den bliver en måde at vedligeholde og udvikle den faglighed, arbejdet bygger på.

Når vi arbejder tæt med mennesker, vil der altid opstå situationer, som kalder på refleksion, faglige drøftelser og nye perspektiver. Derfor handler supervision ikke kun om at finde løsninger på aktuelle udfordringer, men også om at skabe de rum, hvor erfaringer kan undersøges, forståelser kan nuanceres, og fagligheden kan udvikles over tid.

Ikke fordi noget er galt – men fordi der er noget vigtigt at passe på.

Sammen om trivsel.

Vil du høre mere om supervision i din specialpædagogiske praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på trivsel, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Supervision som fagligt vedligehold – når der er noget at passe på blev først udgivet på Sociale Visioner.

I specialpædagogisk arbejde taler vi ofte om trivsel. Men hvad er det egentlig, der styrker trivsel?

Er det de aktiviteter, vi tilbyder?

De mål, vi arbejder efter?

Eller handler det i lige så høj grad om vores evne til at forstå situationen fra andre perspektiver end vores eget?

I praksis oplever vi jævnligt situationer, hvor gode intentioner ikke skaber den ønskede effekt. Ikke fordi vi mangler faglighed eller engagement, men fordi vi kommer til at forstå situationen ud fra vores eget perspektiv.

Her bliver perspektivskifte en afgørende faglig kompetence.

For trivsel handler ikke kun om den enkelte borgers ressourcer eller udfordringer. Trivsel påvirkes også af relationer, omgivelser, forventninger og de krav, vi møder mennesker med.

Perspektivskifte i specialpædagogisk praksis handler derfor ikke kun om at forstå den anden. Det handler også om at blive opmærksom på de forståelser, vi selv bringer med ind i situationen.

Hvad betyder perspektivskifte i specialpædagogisk praksis?

Perspektivskifte handler om evnen til bevidst at undersøge en situation fra flere forskellige vinkler.

I LA2(U) arbejdes der blandt andet med indefraperspektivet, udefraperspektivet og det tilstræbte indefraperspektiv.

Det indebærer, at vi løbende forsøger at forstå situationen både ud fra vores egne observationer og ud fra borgerens oplevelse af situationen.

Det betyder ikke, at vi kan vide, hvordan den anden oplever verden. Tværtimod.

Vi kan aldrig konkludere, hvordan et andet menneske oplever en situation.

Men det betyder, at vi aktivt forsøger at blive nysgerrige på andre perspektiver end vores egne.

Netop denne nysgerrighed kan være afgørende for både trivsel og faglig kvalitet.

Oplevelsen af sammenhæng

Når vi taler om trivsel, kan det være relevant at se nærmere på Aaron Antonovskys teori om oplevelsen af sammenhæng.

Antonovsky beskrev, hvordan en stærk oplevelse af sammenhæng kan styrke menneskers mulighed for at forstå, håndtere og skabe mening i de belastninger, de møder i livet.

Oplevelsen af sammenhæng består af tre elementer:

Begribelighed – opleves verden som forståelig og forudsigelig?

Håndterbarhed – opleves der at være ressourcer og støtte til rådighed, når udfordringer opstår?

Meningsfuldhed – opleves det, der sker, som værd at engagere sig i?

I specialpædagogisk praksis giver det anledning til en række vigtige refleksioner:

• Er rammer, aftaler og forventninger tydelige?
• Matcher kravene borgerens aktuelle ressourcer?
• Opleves aktiviteter, mål og forventninger som meningsfulde for den enkelte?

Når oplevelsen af sammenhæng udfordres, bliver det ofte vanskeligere at håndtere hverdagens krav.

Hvis vi ønsker at styrke oplevelsen af sammenhæng, må vi interessere os for, hvordan situationen opleves af den person, der står i den.

Det kræver, at vi forsøger at forstå den andens perspektiv.

Her bliver måden, vi møder mennesker på, afgørende.

Bekræftelse handler om mere end anerkendelse

I mange år har anerkendelse været et centralt begreb i pædagogisk praksis.

Men Allan Holmgren fra DISPUK peger på en vigtig forskel mellem anerkendelse og bekræftelse.

Anerkendelse kan let komme til at indeholde en vurdering. Noget vi giver den anden, når vi synes, at handlinger, valg eller adfærd er forståelige eller acceptable.

Bekræftelse handler derimod om at møde mennesket bag handlingerne.

Som Allan Holmgren formulerer det:

“Bekræftelse handler ikke om at være enig, men om at tage den andens oplevelse alvorligt.”

Bekræftelse betyder derfor ikke, at vi skal acceptere alt eller være enige i alt.

Det betyder, at vi forsøger at forstå og tage udgangspunkt i den oplevelse, den anden står i.

Set i lyset af Antonovskys tanker om oplevelsen af sammenhæng kan bekræftelse være med til at styrke både meningsfuldhed og håndterbarhed.

Når mennesker oplever sig mødt og forstået, bliver det lettere at navigere i situationer, som ellers kan opleves belastende eller uoverskuelige.

Mestring under pres

Når kravene overstiger vores oplevede ressourcer, forsøger vi alle at mestre situationen bedst muligt.

Det gælder både borgere, medarbejdere og ledere.

Mestring er ikke et bevidst valg. Det er en naturlig reaktion på belastning.

Derfor kan adfærd, som umiddelbart fremstår udfordrende, ofte forstås som et forsøg på at håndtere en situation, der opleves vanskelig.

Når vi ser mestringsstrategier som signaler frem for modstand, bliver det lettere at justere krav, forventninger og støtte.

Fokus flyttes fra spørgsmålet om, hvad der er galt med personen, til en undersøgelse af samspillet mellem personen og omgivelserne.

Det åbner ofte for andre handlemuligheder end dem, vi først får øje på.

Perspektivskifte som faglig kernekompetence

I specialpædagogisk praksis kan vores egne erfaringer, værdier og normer let komme til at præge den måde, vi forstår situationer på.

Det, der opleves som trygt for mig, opleves ikke nødvendigvis som trygt for borgeren.

Det, der giver mening for mig, giver ikke nødvendigvis mening for den anden.

Det gælder i høj grad også de traditioner, rutiner og forventninger, som vi ofte tager for givet.

Når vi stopper op og undersøger vores egne antagelser, skabes der plads til nye forståelser.

Perspektivskifte handler derfor ikke kun om borgeren. Det handler også om vores egen faglige selvrefleksion:

• Hvilke briller ser jeg situationen igennem?
• Hvilke antagelser tager jeg med mig?
• Hvordan påvirker det mine handlinger?

Disse spørgsmål er centrale i både supervision, faglig sparring og udviklingen af en systematisk refleksiv praksis.

Hvad sker der, når perspektivskiftet udebliver?

Når vi bliver stående i vores egne forståelser, risikerer vi at overse vigtig information.

Adfærd kan blive reduceret til problemer.

Mestringsstrategier kan blive misforstået som modstand.

Og mennesker kan komme til at fremstå smallere, end virkeligheden berettiger til.

Når det sker, begrænser vi samtidig vores egne handlemuligheder.

For hvis vi kun ser situationen fra én vinkel, bliver det også sværere at få øje på andre løsninger.

Perspektivskifte handler derfor ikke om at finde den rigtige forståelse.

Det handler om at holde flere forståelser åbne samtidig.

Perspektivskifte som vej til trivsel

Perspektivskifte i specialpædagogisk praksis handler ikke om at finde den rigtige forståelse af en situation.

Det handler om at undersøge flere forståelser.

Når vi bliver nysgerrige på, hvordan situationen opleves af den anden, får vi ofte øje på forhold, vi ellers ville have overset.

Måske er det netop her, perspektivskifte får sin værdi.

Ikke fordi det fjerner kompleksiteten.

Men fordi det kan hjælpe os til at forstå den bedre.

Sammen om trivsel.

Vil du arbejde videre med perspektivskifte i din specialpædagogiske praksis?

Jeg tilbyder faglige forløb, hvor vi sammen undersøger komplekse situationer med fokus på trivsel, refleksion og nye handlemuligheder.

Du er velkommen til at læse mere om:

• Supervision
• Specialpædagogisk Rådgivning
• LA2
• Oplæg, facilitering og implementering
• Tilmelde dig mit nyhedsbrev
• Hvordan du kan kontakte mig.

Indlægget Perspektivskifte i specialpædagogisk praksis – en nøgle til trivsel blev først udgivet på Sociale Visioner.

Når vi taler om udvikling og trivsel i specialpædagogisk arbejde, kommer fokus ofte til at handle om metoder, indsatser og mål.

Det er naturligt, men nogle gange risikerer vi at overse det, som ofte er en forudsætning for, at udvikling overhovedet kan finde sted.

Relationer.

For mennesker udvikler sig sjældent alene. Vi formes af de fællesskaber, vi indgår i, de relationer vi oplever os forbundet til, og de mennesker der bliver ved med at tro på os, også når livet bliver vanskeligt.

Derfor er relationer ikke blot en ramme omkring den pædagogiske indsats. De er en del af selve fundamentet.

Relationers betydning i specialpædagogisk arbejde

Relationer bliver ofte omtalt som noget, der "bare opstår" mellem mennesker.

Men i specialpædagogisk arbejde er relationer også et fagligt anliggende.

Relationer påvirker oplevelsen af tryghed, tilhørsforhold og mulighederne for deltagelse i fællesskaber. De har betydning for, hvordan mennesker forstår sig selv, og hvordan de møder verden omkring sig.

Derfor handler relationelt arbejde ikke kun om at skabe gode relationer mellem medarbejder og borger.

Det handler også om at interessere sig for de relationer, der allerede findes i menneskers liv.

• Hvem er betydningsfulde?
• Hvem bidrager med støtte, håb og tilknytning?
• Og hvor findes de fællesskaber, som kan være med til at styrke trivsel og udvikling?

Klubber, identitet og tilhørsforhold

I narrativ praksis anvendes begrebet klubber som en måde at forstå menneskers tilhørsforhold på.

Klubber handler ikke nødvendigvis om organiserede aktiviteter. Klubben er et billede på de fællesskaber, relationer og sammenhænge, som mennesker oplever sig som en del af.

Vi er alle medlemmer af mange forskellige klubber.

• Familien.
• Vennerne.
• Arbejdsfællesskabet.
• Foreningen.
• Lokalsamfundet.

Disse fællesskaber er med til at forme vores fortællinger om, hvem vi er, hvad vi kan, og hvor vi hører til.

Derfor kan det være relevant at undersøge:

• Hvem er med i borgerens klubber?
• Hvilke fællesskaber opleves som betydningsfulde?
• Hvilke relationer giver energi, tryghed eller håb?
• Og findes der fællesskaber, som borgeren ønsker at blive en del af?

Sådanne spørgsmål flytter fokus fra udfordringer og problemer til relationer, ressourcer og muligheder for deltagelse.

Netværk som faglig ressource

Netværk bliver nogle gange betragtet som et supplement til den pædagogiske indsats.

Noget, der kan inddrages, hvis tiden og rammerne tillader det.

Men både recovery-orienterede tilgange og LA2 peger på betydningen af relationer og netværk som en del af fundamentet for trivsel og udvikling.

Mennesker kommer sig ikke i isolation.

De kommer sig i relationer.

Netværk kan bidrage med kontinuitet, håb, tilhørsforhold og støtte. Relationer kan holde fast i drømme og muligheder, når den enkelte selv har svært ved at få øje på dem.

Derfor er netværk ikke blot et ekstra lag omkring indsatsen.

Det er ofte en del af det, der gør udvikling mulig.

Når sproget skaber afstand

Relationer handler ikke kun om, hvem der er til stede.

De handler også om, hvordan vi taler om hinanden.

I samarbejdet med forældre, pårørende og øvrige netværk kan der let opstå et skel mellem "dem" og "os".

Et skel, som sjældent opstår med vilje, men som kan få stor betydning for samarbejdet.

Rikke Yde Tordrup beskriver, hvordan små sproglige forskydninger kan komme til at placere forældre uden for fællesskabet omkring opgaven.

Dorthe Birkmose peger på noget lignende i sit arbejde med forråelse. Når mennesker gradvist bliver til modparter frem for medspillere, bliver det vanskeligere at samarbejde om fælles mål.

Forældre, pårørende og andre betydningsfulde relationer er en del af borgerens livshistorie.

Derfor bliver spørgsmålet ikke blot, hvordan vi samarbejder.

Men også hvordan vi taler om hinanden, når vi samarbejder.

Mikroøjeblikke med stor betydning

Relationer skabes sjældent i de store øjeblikke alene. Ofte udvikles de gennem små handlinger i hverdagen.

• Et blik.
• En invitation.
• Et anerkendende spørgsmål.
• Et minut, hvor vi lægger det andet fra os og lytter.

Disse mikroøjeblikke kan virke ubetydelige.

Men de er ofte med til at forme oplevelsen af, om man bliver mødt med respekt, interesse og nysgerrighed.

Det gælder både i relationen mellem medarbejder og borger, mellem kollegaer og i samarbejdet med pårørende.

Små handlinger skaber ikke nødvendigvis store forandringer fra den ene dag til den anden.

Men de kan være med til at styrke tillid, relationer og samarbejde over tid.

Faglige fællesskaber skaber bevægelse

Relationers betydning gælder ikke kun for borgere.

Den gælder også for medarbejdere og faglige fællesskaber.

Mange medarbejdere kan sikkert genkende oplevelsen af, at faglig udvikling sjældent opstår alene.

Nye perspektiver opstår ofte i dialogen med kollegaer.

Modet til at prøve noget nyt vokser ofte i fællesskaber.

Og refleksion bliver som regel kvalificeret, når den deles med andre.

Derfor har relationer betydning på flere niveauer.

De understøtter borgernes trivsel.

De styrker samarbejdet med netværk og pårørende.

Og de bidrager til udviklingen af faglige fællesskaber.

Relationer som fundament

Når vi ser på tværs af fællesskaber, netværk, klubber, samarbejde og mikroøjeblikke, bliver det tydeligt, at relationer er vævet ind i de fleste af de processer, vi forbinder med trivsel og udvikling.

Mennesker lever deres liv i relationer.

Det er i relationerne, vi oplever tilhørsforhold.

Det er i relationerne, vi udvikler os.

Og det er i relationerne, vi ofte finder den støtte, der gør det muligt at håndtere livets udfordringer.

Måske er det netop derfor, relationer ikke bør betragtes som et ekstra lag omkring den specialpædagogiske indsats.

De er en del af fundamentet.

Sammen om trivsel.

Indlægget Relationers betydning i specialpædagogisk arbejde – hvorfor fællesskaber gør en forskel blev først udgivet på Sociale Visioner.